Jeg har ført logbog
over månens mønster
når den bevæger sig over himlen
og det forekommer mig
at den mangler noget fantasi
selvom snoren er usynlig
er månen jo en hund
med en rygrad som en flødehavarti
som fårede folk
bag rattet i gråblå biler
på vej mod en vej
der fører til en ny vej
i en selvudslettelsescyklus
der aldrig hører op

Vi kan altid
gå endnu længere tilbage
der findes altid et før
jeg kan fæstne mit anker i
og dermed eliminere dig
og mig
og alt det her
som nu isen, der formede os
fødte det stålfaste i dit blik
ved at mase sig frem
uden at se sig tilbage
gletsjertunger der slikker
nutiden i røven
den slags kan jeg trække frem
og du vil give mig ret i
at vi ikke findes
for før eller siden
kommer isen alligevel
og slår os tilbage til start

halv pris på emaljerede sjæle
i udslidte kroppe

tilbuddet gælder kun
indtil produktet rådner

herefter betales fuld pris + fuld bakterieværdi

vi kan stå
meter fra hinanden
og stadig svaje som grene i hinandens vindpiber
med raspende hoste til følge

vi kan stirre i timevis
på byer, der danner sig som horn langs hvirvelkernerne
under vores tynde ryghud

men hvor skal det føre os hen
hvis vi stadig kun har
hinandens selskab at søge

vi spyr ord som middelalderlige drager
officielt rovdyrsrasende på landskabet
uofficielt blot arrigt sørgmodige over
at vi aldrig har eksisteret

ud af flammernes blå kerner falder store stykker af smedejern
og jeg glemmer fabuleringerne for at sluge dem hele
og mærke dem smelte til lange slanger i mine tarme

når de kommer ud i den anden ende
vil jeg flette et tankegitter
og bære det som et sørgeslør
så ingen ser mit ansigt og finder ud af
at jeg faktisk ér

en rigtig drage

Du har også drømme
siger du
mine drømme endte
som en søpølse på tilbud
i din brummende køledisk
tilbud gælder kun
i denne uge

Dine fingre som grene
svajer i vind, ligner et vink
hvis jeg ikke vidste bedre
stod jeg måske ikke her
med ryggen mod byerne
og meter mellem os
vi kan stirre i timevis
tomt ud over havet
men hvor fører det os hen

din tunge er en søpølse, der lukker sig om sig selv
i forsøget på at svømme ud af din mund
sammen med idéernes tankegopler

jeg forskanser mig i sengens bunker
med slik og æbler strøet ud over det uldne tæppe
som et eventyr med indbygget lytterforplejning
og hoster demonstrativt, når nogen går forbi

når jeg er alene, øver jeg mig
på at sige “jeg er forkølet” på den mest
forkølede måde
og se hele film for straks at glemme dem igen
det er vel begrænset, hvor godt
en betændt hukommelse fungerer

I, min familie
er mit alibi
gå ud og fortæl verden, at jeg p.t. intet kan gøre
ud over at ligge i sengen

dette år skal ingen sige at jeg ikke opfylder min årlige
sygdomskvote

Der kommer gopler
ud af din mund når du taler
bløddyr med giftige tentakler
som jeg lige så forsigtigt
må manøvrere uden om
hver gang jeg skal op efter luft