I morgen på denne tid {22:00}

I dag var en god dag
alarmsystemet virkede
agaven i stuen drak en smule
kaffen skoldede ingen
ingen sagde for meget
undskyld
dørene gik automatisk op
selv når ingen var på vej ind

I dag var en god dag
at lægge i skuffen

I morgen på denne tid
er der endnu en dag tilbage

Tid er penge {21:55}

Kasseassistenten
får nok og trykker
på knappen under
skranken for at
sætte tiden
i st

Harmonikasammenstød {21:50}

På nuværende tidspunkt
er diskretionslinjen reduceret
til ren teori

Kunderne kaster sig mod
beskyttelsesglasset
mod hinanden som
makakaber i løbetid

Blodrøde floder
flyder fra kassen
med farvepatroner

Gerningsmanden
tænker på sin kæreste
der tænker på sin mand
der ser det hele tidsforskudt
i fjernsynet

Motivgranskning {21:41}

Du skal ikke tale til mig
mens hendes penge stadig
hænger i din hofteholder

du er en bærepose
for en fremmed kvinde
indtil det modsatte
er bevist

Solskælv {21:26}

Vi kunne danse
danse direkte
ind i ilden
når den kommer
for den kommer
selvom den endnu
er skjult bag jordens
krumning får den
allerede skyerne til at rødme

“Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen” {21:18}

På direktørens kontor
vakler busten af Nixon
på sin søjle
uden at ramle

I udrykningslyset ved indgangen
jager statuernes egenskygger
hinanden som en industriel equalizer

Tokammersystem {21:05}

At tænke sig til jordskælv
som en form
for kuldegysning eller
en endnu ueksploderet
mine under mellemøstlig asfalt
buketter af kul
vi lader dem stå et øjeblik
som slør i rattet
en kæberasler
et vejbump
der ophæver kontrakten
med den indre erfaring

som søslag forplanter sig
til havets indvolde
får en sygdom
i solen
lyset til at gå
på jorden

som græsstrå
blackouter
systemernes rødder

whiteouter
et deprivationskammer
og giver sig
til at gabe
ektoplasma

nær din fødeby
fordobler lobbyister
laboratoriemusens
forventede levealder
igen

du stiger ud
med kabler i hænderne
hjortens kredsløb
kobles til bilens batteri
det giver et sæt

Uroer {21:00}

I direkte modstrid mod garantien
splintrer de splintfrie ruder
under gasgranatens tryk

Kærligheden

Kunderne fanges
i krydsild foran banken

Kærligheden er

Mundingsilden illuminerer
røgen indefra
guddommeligt
som gammaglimt
fra døende stjerner

Kærligheden er ikke

Efter slaget ligger vagten
på et leje af våde sten
og ånder ud til synet
af dugfriske skabelsesberetninger
umulige forbindelser
mellem hjernemasse
bankmarmor og tåregas

Kærligheden er ikke umulig

La Petite Mort {20:23}

Man kunne argumentere for at det bare er en metafor
Men hvornår har en metafor sidst bare været en metafor
Du bor i en metafor
En krystalliseret rammefortælling
Et drivhus med indlagte solstråler

Freud ler og menneskeheden ser sig selv
forsvinde i hans smilehuller.

Farvepatron {20:20}

Min penge er røde

min hænder er røde

når jeg vasker mine

indre organer bliver

havnen også rød