jeg forskanser mig i sengens bunker
med slik og æbler strøet ud over det uldne tæppe
som et eventyr med indbygget lytterforplejning
og hoster demonstrativt, når nogen går forbi

når jeg er alene, øver jeg mig
på at sige “jeg er forkølet” på den mest
forkølede måde
og se hele film for straks at glemme dem igen
det er vel begrænset, hvor godt
en betændt hukommelse fungerer

I, min familie
er mit alibi
gå ud og fortæl verden, at jeg p.t. intet kan gøre
ud over at ligge i sengen

dette år skal ingen sige at jeg ikke opfylder min årlige
sygdomskvote