vi spyr ord som middelalderlige drager
officielt rovdyrsrasende på landskabet
uofficielt blot arrigt sørgmodige over
at vi aldrig har eksisteret

ud af flammernes blå kerner falder store stykker af smedejern
og jeg glemmer fabuleringerne for at sluge dem hele
og mærke dem smelte til lange slanger i mine tarme

når de kommer ud i den anden ende
vil jeg flette et tankegitter
og bære det som et sørgeslør
så ingen ser mit ansigt og finder ud af
at jeg faktisk ér

en rigtig drage