hvis jeg nu tager en uniform på
og sætter mig ind i en tofarvet bil
vil du så love at bryde loven
så snart som muligt
så jeg kan køre dig ned
tage dig med på hospitalet
og bede lægen operere
lidt anstændighed ind i dig?

når man betragter solopgangen så langt nordpå
er den så gradvis, at den ikke så meget ligner
en opgang
som en gigantisk brændende smutsten
der slår dovne gnister hen over indlandsisen

jeg tabte en sten fra Amazonskoven
da jeg svingede pisken, og ti ivrige hunde
alle på samme tid forsøgte at rive sig fri
af deres læderkæder
så slæden rykkede fremad, og jeg måtte slippe
hvad jeg havde
for at følge med

den sten har ligget tæt på mit hjerte så længe
at den har suget min varme til sig
og så snart jeg var ordentligt fastklamret til slæden
mærkede jeg vinteren
snige sig ind i mig

alligevel tør jeg ikke tage tilbage
for at finde den

for hvad nu
hvis den ikke længere er der

Hvis jeg nu lægger mig
ned på ryggen
vil du så operere mig
jeg er sikker på
at der må være en del eller to
der alvorligt trænger
til at blive skiftet ud
når du er færdig
kan vi sætte os ind i den bil
som du så længe gerne har villet
og køre lang pokker i vold
og rulle vinduerne ned
og skide på det hele
og høre punk til fuglene flygter
og højttalerne sprænges
og elske i græsset
mens nattefrosten bider
i vores hud
alt det
kan vi gøre
men først må du hjælpe mig
og finde skalpellen frem
gør det nu

Nattesvømning
du har ret
det var der, det gik galt
jeg bildte mig selv ind
at månen ville vise mig vej
men den brugte kun
sit falske og lånte lys
til at vise mig de døde
dernede på bunden
den nat tabte jeg noget
jeg aldrig har fundet igen
jeg vender aldrig tilbage

som en fjord
der ligger i luften
stanken af salt og ferskvand i en uhellig blanding
anelserne om nøgne unge mennesker
der svømmer fra bred til bred om natten
sådan er du en lang, ujævn revne
i mit landskab

Hans harmonika
spiller endnu
selvom I ikke
kan høre den
som svampesporer
der hænger i luften
hvor I går
selvom I ikke
kan se dem
der er en vals
der aldrig
taber sin takt
og fjorden ligger stille
og husker det hele

Hvis du havde taget
et enkelt skridt mere
var din strømpe blevet våd
de tektoniske plader under os
havde en gang for alle lagt sig til ro
og jeg havde forvandlet mig
til den maskeklædte superhelt
jeg så i det hæfte som dreng
men du blev stående
du var ikke typen
der tog et skridt mere

kærlighed er, når vi træffer den fælles beslutning
om til evig tid at stille os i vejen for hinanden
nogle gange med udstrakte arme, nogle gange blot
med et tomt blik
og en luft af vane sivende ud mellem vores læber

der vil altid være noget
der er længere væk end dig
og derfor kan sende mig mere bombastiske
ekkoer

et isbjerg, en lukket dør
der knaser og knirker og måske
endda brager
på en særligt kold dag

selv, når jeg lukker øjnene
kan jeg høre det fjerne
og ikke dig

hvis du vil holde min opmærksomhed
så må du ånde lidt højere

Da du var faldet i søvn
gik jeg ned til havet
og der mødte jeg Lou Reed
vi sagde ikke noget
stod bare der
med nogle meters mellemrum
og sparkede lidt
til nogle muslingeskaller
og kastede nogle småsten
mens forfængelige stjerners dobbeltgængere
forsøgte at stå stille
i vandets aftenklare spejl
på et tidspunkt
nikkede han i min retning
der skete ikke mere end det
det var okay sådan
der er nok ingen af os
der er særlig snakkesalige
når alt kommer til alt