Der sad en ræv i vejkanten
jeg så den i et splitsekund
inden bilen skred helt ud
og alt lukkede ned
den havde set alt det her før
og den vidste præcist
hvad den skulle gøre
for at få dig til at dreje sådan

Vi vinker farvel fra færger
vi lader os sluge af bedrageriske horisonter
og så en dag vender vi tilbage
og finder ud af
at hjem var endnu et af de ord
reklamebranchen havde fundet på
for at få os til at tro
at der var noget vi manglede
som var til at skaffe
hvis bare man kendte de rigtige

nu leder de efter dem igen
de tomme gange
de forladte lejligheder
og de affolkede parker, hvor man intet kan høre
andet end
træernes susen, fuglenes kvidren og sine egne fødder
der skraber mod græsset i udtrådte converse

i store horder skridter de frem
for at finde det øde sted
hvor man kan være fri for de skide turister
sidde på det varme sand i sine bermudashorts
og nyde sin mai tai
i fred

nu leder de efter mig igen
den lykkelige luder
for at sende mig hjem til Afrika
hvor kvinderne efter sigende
har så få rettigheder, at de må alting
men sjældent har pengene til at gøre det
eller måske er det journalister, der er på jagt igen
med lygter, råb på dette uforståelige danske
og frådende schæferhunde
der snuser sig gennem natten
efter de stoffer, de har fået for vane at søge
selv når de ikke får besked på det

jeg ved ikke hvad de vil
så jeg trykker mig bare som altid
ind mod muren
og forsøger at ligne en neger i et kosteskab

jeg råber efter de tomme gange
og skælder ud på klasseværelserne

det er ikke dig, jeg er vred på
det er tomheden efter dig
de ord, der ikke længere bliver sagt
fordi det ikke giver mening
at sige dem til ingen

jeg sætter mig til rette i en stol
hvis jeg venter længe nok, vil nogen nok stille sig op
foran tavlen
og holde det tiltrængte foredrag

Nu leder de efter mig igen
og råber på gangene
hvad fanden der foregår
og tro mig
jeg ville svare
hvis jeg altså kunne
men schæferhundenes speedede gøen
lygternes søgende kegler
og mørkets hysteriske vrælen
gør mig ude af stand til tænke
jeg lægger mig død
det forsvinder nok igen

I den her skov er vi alle forbundne
rodbehandlinger falbydes med mængderabat
men hvem er det, der skal komme og vikle os ud
køre os væk som tømmer på en lastbil
bare nogle timer mod syd
med drømme om nye liv
som tandstikkere på en bøfrestaurant
smudsomslag på knaldromaner
eller havestole med flere indstillinger

når jeg skriger ad dig
er det ikke for at starte et skænderi
men blot for at nå
dit høje G-punkt

sig mig hvilken brummen, der skaber samme resultat
og jeg vil sænke stemmen med det samme

også for naboernes skyld

Hvis man ånder på is
højlydt og længe nok
vil det på et tidspunkt forsvinde
det er kun et spørgsmål
om tålmodighed

filosoffen trasker rastløst rundt gennem universitetets gange
og gentager for sig selv “hvad er meningen med det hele?”

den altid årvågne studievejleder
tager et fast greb i hans skjorte
rykker ham ind på sit kontor
og fortæller ham, hvad hans afhandling skal handle om

filosoffen sætter sidste sætning i sin afhandling
– ordene “hvad er meningen med det hele?” –
og sender den til bedømmelse

da han skal forsvare afhandlingen for censorerne
træder han op til podiet
og gentager den samme sætning i tyve minutter:
“hvad er meningen med det hele?”

hans tale, da han modtager Nobelprisen
er endnu mere sagte, næsten som sagt til sig selv,
gentagelser af sætningen
“hvad er meningen med det hele?”