kongen kaster lysblomster i gabet
som en fredstidens sabelsluger
en, to, tre går de ned
muldvarpe på vej mod mavens hule
der trækkes tilbage, så snart de har gravet sig halvvejs ned

det rasper i halsen, siger kongen, når han holder pause for at trække vejret
er det ikke ironisk
han smiler som en jæger stående over sit bytte

altimens dronningen kaster trætte sideblikke
og drikker sin the

man må ikke spise nuttede dyr
man må ikke spise mennesker
mennesker er en slags nuttede dyr
hvis man spiser nuttede dyr, er man ikke et menneske
hvis nuttede dyr spiser mennesker, er de ikke nuttede dyr
bortset fra kaniner
og hamstere
det er fysisk umuligt at tage hamstere alvorligt
man kan ikke sige hamster uden at smile lidt indeni
man kan ikke have medfølelse med nogen,
der er blevet ædt op af hamstere
hver gang man prøver, sætter latteren sig fast i halsen
som et låg på den boblende alvor i maven
en vrangvendt energiudladning
hvis nuttede dyr spiser nuttede dyr, er det ikke helt klart
om de så stadig er nuttede dyr
hvis mennesker spiser mennesker, er de lidt seje
det er den knivskarpe libido-version af nuttet
som tyren med sin bunny
men de er stadig ikke mennesker
og deres ofre ikke nuttede dyr
men hjerter, der holder op med at slå
som den pludselige mangel på vibrationer fra stresskuglen
der nu er en død hamster i min hånd

børn skal høres som en hvisken i krogene
knapt decifrerbar og aldrig til at knytte
til en fysisk form

ikke engang skyggerne af vores afkom ser vi
blot denne høflige snigen sig langs formørkede vægge
som var de aldrig kommet ud af vores kroppe
med skrig og blod

men opstået af vores henkastede tanker
en kedelig søndag pareftermiddag
og derefter umulige at genkalde sig

jeg tygger på min havskumspibe
og får fisk i skægget
en enkelt spræller sig hele vejen op i mit næsebor

nogle gange ville jeg ønske
at jeg ikke var en metafor

den Europæiske Reunion
er en befriende fest
ingen taletid, afstemning eller undersøgelse af fakta
bare en masse gamle mennesker
der råber i munden på hinanden
indtil de alle
én efter én
bryder ud i latter
og falder afslappet tilbage i deres polstrede stole

det her skulle vi have gjort fra starten
siger den russiske minister
mens han stavrer hjem med den spanske
der svarer med et afklaret smil

mit hjerte klapper ad alle mine præstationer
langsomt og sarkastisk
og sært rytmisk
som forsøger det konstant at sætte gang
i en salsa

jeg tror ikke på myten
om den lykkelige besøgsven

ingen kan holde ud at give sit hjerte til fremmede mennesker
der ikke engang kan huske én
næste gang man kommer på besøg

et venskab uden gensidighed, en simpel overdragelse
af besøgsvennens menneskelige ressourcer
til ensomme eksistenser
som ingen har fundet værd
at elske oprigtigt

jeg ønsker et samfund, hvor alle dør så forladt
som de fortjener

på skovbunden titter hundrede hoveder frem
af ét og samme rodnet
som de sammenvoksede fødder
i samlingspunktet af siamesiske hundredelinger

og i himlen hænger solen alene
med sine lameller af lys

Julian Lennon er et spøgelse af sin far
men ikke af sin mor
for hun er ikke berømt

er det mon sandt, at vi lever videre
i vores børns gener

eller lever vi kun videre, hvis verden ser vores ansigtstræk
duplikeret
i sine mange øjne

jeg har vinkearm og håndtagsalbue
bogknæ og asfaltfødder
tankerne slynger sig som elastikker i min hjerne

jeg lægger mig som en kludedukke på gulvet
og efter et par dage
har jeg træryg

jeg slår rødder og spirer grønt
og ud af småbitte kroner som rosenknopper
titter halvt formede skriveborde, stole og døre

min krop er en stadigt voksende
hukommelse