antilopens ben
springer let
og elegant hen over mit hoved
som et slankt romerlys springer i luften
som et par skygger af fængselstremmer lægger sig
blidt ned ad mine kinder
som et par striber af tårer
eller blod
som en kvindes to bløde ben
som en antilopes ben
der springer let
og elegant hen over mit hoved
den lille pige hopper rundt på engen
i et forsøg på at fange vinden i sin mund
og kaste den op igen som usynlige røgringe
måske, hvis hun gør det hurtigt nok,
kan hun blive til øjet
i en cyklon
jeg regner på dråberne
der glider ned ad dit ansigt
cirka femogtyve
perfekt rundet i øjenkrogene, så langstrakte
og til sidste forsvundet ind i hinanden
dine kinder er et netværk af åer, et hav der spirer
af rødder fra himlen
logistikken er uimodsigelig
du kan brødføde et mikroskopisk økosystem
læg dig ned og luk øjnene
du kan være poseidon
uden at bidrage med andet end din gråd
lad naturen bygge evolutioner i dine dale
bloodsucker
blodsukker
at blodsukke ind i løvens mund
med tænder som statuer med afhuggede lemmer
en uperfekt spejling, et ønske om en naturlig
cirkel af rødt om knoglernes symmetriske mur
et simultant blodsuk i hver centimeter af mine årer, når hjertet
springer frem som en løve fra en busk
og sætter geværskud i gang
et signal, jægeren har tilbragt sit liv med at vente på
ikke en ufrivillig så meget som en automatisk trækning
i skydefingeren
at suge blod af løvens kød, mens jeg slubrer
rødvin i ganen
og myggen sidder på min skulder
og bloodsucker
de søde bær, løven spiste
da den et øjeblik efter at have vundet endnu en løvindes gunst
sukkede dybt i bugen og glemte
sig selv
som en kødædende plante om sit bytte
lukker det svulmende gallerirum sig
om den lille dreng
som en lille streng
slår han tonen an
en sirene af klage
ved at rammes af de tredive øjne
der følger ham som elastikker
som er han i midten af et spil kluddermutter
han har tabt på forhånd
resten af sit liv vil han kun gå ind i gallerier
hvis han ved, at han har tredive timer til overs
til at vikle sig løs
jeg kan ikke kroge for at jeg kroger mig som en indkroget krogkrog i kroen på en kroget krage der krager kra kra ad den krogede kone der koger suppe på kroge som indkrogede blæksprutter i kroge om egne krogtakler spektakler der skal sprises krå med kriv og gammelkrog krogkrog kraa kraa kraaaaaaaa
i årtier forsøger hun at gøre lyden til sin egen
hæst blæsende med savl dryppende fra mundstykket
som en vandhane, der er sprunget læk
indtil hun en dag lukker munden, presser sig ned
i sin tuba med fødderne først
og lægger sig til at sove som en alf
i en altid udslået blomst
mit hjerte banker på
jeg banker på en
et hjerte, der ligger som et
det er klappet som et sus gennem publikum, jeg åbner
dør, en brystkasse som en skattekiste i kisten, hans hjerte
hvilket som helst organ på bordet
blot for at forsvinde ind i endnu et kammer
slår ikke længere, lysene slukket i huset
lunkent og blodigt som hans kærlighed
en labyrint af lukkende døre
et eller andet stille sivende ud af mine årer og ind i
og drivende af mig som regnen, hans tag
tusind munde, der lukker sig omkring mig
fedtlagre på baller og lår, alle de måltider
ikke kunne beskytte mig mod, regnen der driver ind
når anmelderne tier stille
han ikke længere vil ride af mig
i mine øjne som en sorg, jeg ikke selv har undfanget
selv kritikken er død fra mig
alle de vaner, han ikke længere vil forbedre
hvordan får jeg mit hjerte til at banke
hvordan får jeg alle publikums hjerter til at
hvordan holder jeg rytmen i gang
i takt med det, der ikke
banke
hvordan fastholder jeg
længere
i takt?
takten?
slår?
mormor hænger spindelvæv op
og serverer blodsukker
mens far lægger mit horoskop
“du vil dø en gruopvækkende og tragisk død
og vi vil alle savne dig, som vi savner vores egne
forlængst fordømte sjæle”
og storebror holder mig nede og trækker mit ansigt
så tæt ind til kaminilden
at små vildfarne hår forsvinder i en hastig
og næsten usynligorange flamme
jeg glemte at tjekke kalenderen i morges
men jeg håber inderligt
at det er allerhelgensaften
