FØRSTE LUDERDIGT (pick a sin we’re at war)

luder luder pants on fire spreder af uhygiejniske former for nærhed sygdomme af hjertet som far-mor-børn med helt forkerte undertoner skuespillerne fordelt i helt forkerte roller, barnet som voksen og den voksne som kvinde, eller som usynlig mand usynlige muligheder spredende sig ud fra bordellet som en ivrigt selvkneppende virus, sygdomme af hjertet som eksponentielt voksende hudsult som en fedtrand om fire hamrende kamre, hænder der griber ud og omkranser noget blødt, et bryst en balle en smilende kind, kast hende i søen og se om silikonen flyder kosmetiske operationer ikke forfængelighed ikke frynsegoder men en redningsvest om brystet, du siger at grænser redder liv at undertrykkelse er en form for omsorg men store terapeut, du som er i himlens registre, hvordan overtaler jeg min krop til at sælge sig selv til samfundet når jeg er den bro der skal brændes for at nå det forjættede land, landet uden jætter, uden primale kæmper med deres sværd af kød og blod og deres skjolde af malede talende munde spyende sæd der får ukrudt til at spire, og alle de kønssygdomme, forkølelsessår og barnesår og kærestesorg og begær dunkende i maven som en jætte der banker på, bekæmp dem indefra med steriliserede mavefornemmelser, kvælertag som korset om den ulideligt talende hals, “jeg prøver så indædt at elske dig men du insisterer på at have unævnelige lemmer der spreder sig som tentakler som sædceller som infektioner ud gennem mine arme”, pants on fire bekæmp ild med andre former for ild, renselsen lutrelsen i den hellige kirke op i hvid røg en pave som et helligt spøgelse af civilisationens første chok ved mødet med civilisationen, den hellige kvindes råbende mund, pick a side a sin a set of genitals we’re at war another revolution of the same old record we will never surrender to anyone’s ejaculating heart, ingen ingen ingen skal slikke min hellige kebab uden først at aflægge ed om tanker der følger feminismens hellige trafikregler, luder luder så bukserne flyver og lander på et trafiklys hvordan skal vi dog finde vej ud af hinanden hvordan skal vi forholde os til kussens kneppende kaos på anden måde end ved at holde hinanden blidt for munden og bede bede bede

about sticking your fingers up other people’s noses

In the plane from Copenhagen to Amsterdam: A father kneels in front of his one-year-old son to indulgently let himself be annoyed. The son picks at his father’s face, and every time a couple of fingers venture into an opening or scratch so hard it hurts, daddy abruptly pulls his head away and then returns. A game, a little lesson in other people’s physical boundaries, a love declaration of patience. The son’s inner monologue clear as daylight around him: “Will you hold still so I can stick my fingers up your nose! Why are you being so difficult!?”

Later: His tiny hands appear, crawling like monkey fingers up the back rest. He sees me smiling at him between the seats and smiles back like only a child that is loved can smile: Unrestrained, confidently affectionately; Still in the happy state between the moment when he realized that someone catches him when he falls – and the moment when he realizes that mutual smiles from the heart are not a basic fact of life, but a direct consequence of his cuteness.

Behind me the grinding double monologue between a grandmother and her grandson, looking for words to have in common.

And it suddenly occurs to me that it’s not love to ask you to stop suffering.

om at stikke fingrene op i andre folks næser

I flyet fra København til Amsterdam: En far knæler ned foran sin 1-årige søn for nydende at lade sig irritere. Sønnen piller ved sin fars ansigt, og hver gang et par fingre er på vej ind i en åbning eller kradser så det gør ondt, trækker faderen brat hovedet væk og vender så tilbage. En leg, en lille lektion i andre menneskers fysiske grænser, en kærlighedserklæring af tålmod. Sønnens indre monolog står om ham, tydelig som dagslys: “Så stå dog stille, så jeg kan stikke mine fingre op i din næse! Hvorfor modarbejder du mig sådan!?”

Senere: Hans bittesmå hænder dukker op, kravlende som abefingre opad ryglænet. Han ser mig smile til ham mellem sæderne og smiler tilbage, som kun et barn der er elsket kan smile: hæmningsløst, selvsikkert kærligt; stadig i den lykkelige tilstand mellem øjeblikket hvor han opdagede, at han bliver grebet når han falder – og øjeblikket hvor han indser, at gengældte smil fra hjertet ikke er et basalt livsvilkår, men en direkte konsekvens af hans nuttethed.

Bag mig den hakkende dobbeltmonolog mellem en bedstemor og hendes barnebarn, der leder efter ord at have til fælles.

Og jeg tænker pludselig, at det ikke er kærlighed at bede dig lade være med at lide.

SYV HUNDREDE OG HALVTREDS ORD

dette er min første dag mit sidste
vindue til manglende eksistens, manglende handling
som en due strækker sig frem og stivner
          sig frem og stivner
          sig frem og stivner
som en fotograf skifter perspektiv og klikker
          perspektiv og klikker
          perspektiv og klikker
sådan skrifter jeg og blinker
         nu er jeg et værk, et aldrig mere bevægeligt øjeblik
         en mannequindukke i bogens vindue
         og hjertet strækker sine mange hænder som medusahår
       tilbage
mod det punkt, jeg svømmer væk fra
    i den tro, at mine kast med gællede finner
    kan bære mig i ansigtets retning
    (som om modvind er en måde at trække verden til sig på)
hvordan gentage fortiden
hvordan vinde et hjerteslag tilbage
på anden måde end ved en irregulær
            fejlbehæftet
            rytme

MATRIX

Erik Scherz Andersen har udgivet en online digtsamling på sin nystartede hjemmeside Weltscherz. Det er spændende nytænkning af bogen, og jeg begynder allerede at tænke i, hvordan jeg kan følge trop, næste gang jeg har en bog klar til udgivelse.

Der er mange læsepræferencer; nogle tager computeren med i tasken når de ikke orker at slæbe bøger med – for andre er det omvendt – nogle sidder bedst ved computeren – nogle bedst med en bog; det giver mening både at være on- og offline.

Der er også forskellige præferencer for, hvordan man tager sin litteratur ind: nogle læser helst, nogle lytter helst, og også her giver MATRIX begge muligheder.

schelzwerz

Helt uanset formmæssige overvejelser er MATRIX et af de bedste stykker litteratur, jeg har læst. Der er så meget levet liv derude, der ikke kredser om at skrive en bog eller gå og tulle-tænke over sin eksistens, og digtere (mig selv inklusiv) tager tit den alt for oplagte rute og ender med at skrive en bog om, hvordan det er at skrive en bog.

Virksomhedsledelsesdigte er det nye sort, og også på denne front glæder jeg mig til at følge trop – ikke med managementpoesi, for det eksisterer hermed allerede og jeg har ingen erfaring på området; men åh, litteratur om noget andet end litteratur eller hvilke filosofiske overvejelser, der falder én ind, mens man sidder/går/står og prøver at finde på litteratur: Jaforhelvedetak!

dødsangst

den der knirker er bange for døren

den der våger i stilhed på lyssprækken i væggen
           (lysskrækken i vækken)
(den der vågner i stilhed på lysbræk)
           (lysknækket i vægen)
           dagligstuens for enden af tunnelen
vender det vide ud
   (den hvide hud)
så mørket synker indad
og sjælen er tvunget til at se
natten
    (i uendelige)
    (induendelige)
         (fløj)
         (fløjl uendelige fløje)
    (iuendelige uafvendelige)
    i uendelige øjne

MY HEART KNOCKS

my heart knocks
   I knock on a
      a heart lying like any
it’s the applause like a whisper through the audience I open
   door, a chest like a treasure in the coffin, his heart
      organ on the table
only to disappear into another chamber
   is no longer beating, the lights out in the house
      lukewarm and bloody like his love
a labyrinth of closing doors
   something seeping quietly from my veins and into
      and dripping off me like the rain that his roof
a thousand mouths closing around me
   fat storage in buttocks and thighs, all the meals
      couldn’t protect me from, the rain seeping in
when the reviewers go silent
   he will no longer ride off me
      to my eyes like a sorrow I haven’t conceived
even criticism has died away from me
   all the habits he will no longer improve
      how do I get my heart to keep
how do I get all the audience’s hearts to
   how do I keep the rhythm
      time with what is no
beat
   how do I keep
      longer
in time?
   time?
      beating?

DAG

hjem er de ansigtsløse kroppe, jeg haler mod mig
gennem perler af dage på snor
som tovtrækkeren sin modstander

hjem er det, jeg åbner mig for
og lader flytte langsomt
ind

SLUT [20:00]

Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 10 timer ud fra titler, læserne gav mig (og et enkelt tilfældigt wikipedia-opslag). Jeg havde planlagt også at bruge et selvvalgt forlæg, der skulle offentliggøres til sidst i skriften som vanligt, men jeg fik faktisk så mange forslag, at det var nok i sig selv. Tusind tak til jer der gav mig smukke, fede og umulige titler at skrive ud fra. I er seje!

Ord:

Juleaften
Nabo
Blufærdighed
Musearm
Lennon
Lamelsvamp
Besøgsven
Hjerteklap
Reunion
Havskum
Børn skal ses men ikke høres
Anti-speciesisme
Kongelysblomst
Blodsukker
Polyrytmik
Tuba
Indkroget
Gallerirummets uafvendelighed
Blodsuk
Regndråbe
Vindfang
Birketræ
Antilopens ben
Edderkoppeabe

Edderkoppeabe [19:47]

en kvinde ligger på jorden
med stoffet udstrakt over sig
i folder som hele lande set fra rummet
mere kjole end kvinde

over hende i unge birketræer
hænger en edderkoppeabe
med øjne som tekopper
og alle lemmerne udstrakt til de bløde, skrøbelige grene
halen som et femte ben akavet asymmetrisk
kroppen en udvisket silhuet

sådan bliver de hængende
et billede, der kun bevæger sig
når aben åbner munden for at gø