en kvinde ligger på jorden
med stoffet udstrakt over sig
i folder som hele lande set fra rummet
mere kjole end kvinde
over hende i unge birketræer
hænger en edderkoppeabe
med øjne som tekopper
og alle lemmerne udstrakt til de bløde, skrøbelige grene
halen som et femte ben akavet asymmetrisk
kroppen en udvisket silhuet
sådan bliver de hængende
et billede, der kun bevæger sig
når aben åbner munden for at gø