Jeg beder dig om [ikke] at fortælle.
Historien om os.
Hvordan vi [ikke] faldt sammen som nedstyrtede huse, hvordan vi [ikke] kaldte på hjælp, hvordan vi [ikke] hørte hinanden, hvordan vi [ikke] bandt hænderne sammen for [ikke] at forråde ideen om os, et dødfødt tvillingefoster, helt fint og [ikke] færdigt.
Hvordan vi [ikke] ikke kunne bære at se dagens lys.
heste heste gungrende heste vanvittigt flygtende heste uden sans for retning men alle løbende samme vej, fordi hver af dem tænker, at ti vilde heste ikke kan tage fejl, at mængden ved bedst, at det eneste der er værre end døden er døden i ensomhed i tvivlen om sin egen beslutning, så hellere dø af flokkens fejl eller af den logik der ligger i at forfølge de ti i stedet for den ene, i det mindste dør man så fordi man løb yderst fordi man var tættest på og ikke fordi man blev særligt udvalgt eller særligt udvalgte sig selv, selv i panikkens kvælertag har man vel visse præferencer
I dag kl. 11-19 konstantskriver Cecilie Lolk Hjort og Louise Juhl Dalsgaard her på bloggen.
satan vor, dybt inde i helvede, du som står i vejen for mennesket. giv mig i dag mit daglige problem og lad mig langsomt løse det, som den legesyge matematiker løser sin ligning. led efter mig i mine flakkende øjne, som også jeg leder efter mennesket bag pupillernes blænder. ske min vilje om ikke i ord og handling, så i den dans af spændstig eftergivenhed, hvormed jeg modtager mine modstanderes slag. fri mig fra lykken, den passiviserende, som lænker mig til det, jeg allerede har. lad mig ikke sætte mig på min gradvist smeltende røv og smile succesens smil, men find hver dag en ny fejl og omrokér prikkerne, så jeg på ny må forbinde dem. thi min er fortiden, fremtiden og det møre fletværk, der kæder dem sammen.
the artist must never copy other artists never repeat what others have already done don’t even wear the same shirt unless you’ve found a new way of wearing it life is a series of copyrighted moments from head to toe from birth from first breath from cradle to slightly different cradle the creed is always the same, no copying no cheating no repeating perfection as if we could anyway in the chaos of timepassing there’s only living perpetually and helplessly in the avant-garde,
the lover must never copy other lovers no pecks on the cheek that’s been seen before, no french kissing we will subpoena your lips all parts of the cheek have been officially covered explored patented no white sanctuaries left on that map,
in the future everyone’s a conquistador driven forward by the internalized whip of copyright but fear not, if you fail to find your white spots then sit back and live vicariously through those who do the loving, the camera never forgets no using the same sexual position twice what would your memories say if they saw you were cheating with the new big paper c’s plastered across nipples,
must even the most healing the most exhilarating art be exhaled never to be inhaled again, just take its place like a hostage and then implode in a black hole of derision,
what if art is so worthwhile it’s worth repeating like when a loved one dies and you rush him to the ER and they say yes we can save him we simply press on his chest to mimic his heartbeat and you stop and think oh no that’s so passé it’s been done a million times before what if an art piece heals the spirit heals the mind like the doctor heals the patient like a prayer on a metal table, what if we can’t all come to the mountain and muhammad stands there fruitlessly screaming into his megaphone only reaching a few hundred thousand oh woe is the artist who can’t hold all the world in a single embrace, woe is the nostalgic who feels no greater desire than for the outdated fashions the dead horses, give me second life give me plagiarism like the egg repeating all of evolution in its own forgetful mind like an idea taken in then forgotten and then dreamed up again as one’s own, every life slightly inaccurately copied every one a mutant an unsuccessful attempt at breach of copyright isn’t it enough of a difference that you’re you and I’m me what greater difference could there be than the same words spoken with two different breaths oh dear reader, don’t believe the hype the subpoena my own tattered ego screaming for you to back away from the paper because I’ve written something beautiful, no don’t believe me when I say I want my art to myself, just take my word kiss the monitor and then rinse and repeat
her er en pik som en snegl opad maven med pik skal mand bygges med sværd skal skov fældes med fallos skal manden miste sine lemmer og blive en gejser af primal kraft som en kølle i ansigtet på sig selv som at banke hovedet mod klosterets dør i forvisning om at det samtidigt brølende ansigt runger genlyder højere længere end næven ikke kun gennem klostrets stille haller men gennem sig selv som et ekko der sluger sin tunge og kommer som et springvand i den anden ende, hvad kunne være mere erotisk end at sutte den af på sig selv at stikke tungen dybt ind i sit eget kys se hvor stor min pik er se hvor meget af mig den fylder ikke megen spildplads sat af til arme og ben og den slags formaliteter bare pik langt op i kvindens stille haller, her er en pik her er en kødfuld ramme omkring den, med pik skal mand tilfredsstilles med sværd skal skæg barberes med skuresvamp skal tand børstes til vi når ind til det essentielle alt det kun modet nej dumdristigheden kan skrælle sig ind til, alt det der gør en mand til de stolthedsprovokerende sørgelige rester af en mand efterladende sig en dusin vellykkede produkter af sæd stående omkring deres nu ikke længere brølende ophav stadig rungende i deres ører som tinnitus som modsætningen til et brøl den anden ekstrem der automatisk opstår i sindet, brølets ophav hvilende i en grav med stenen ikke stående ved men lagt hen over som en mur mod jordens ædende næring her hviler en mand endelig efter livets skurende masturbation med hjernens kræftagtige frembrusen skal kvinde erobres med sten skal lig holdes nede med slet skjult kærlighed skal onanien inkludere hele verden af nosser er du kommet til brøl skal du blive og med pik skal mand afsluttes
(to Cecilia Giménez)
a friend is just a stranger you’ve yet to meet. and you you you you will be in the eye will be the eye of the beholder leaning in to make just one of the two reflections of other bend all the way into the skull, eyes wide open to allow for as much expansion of the art of friendship as possible oh that reflection it’s dead the moment it touches the matte warmth of the skin, that’s what I always say, a friend is just a stranger who never became a lover, a lover is just a friend you lost at the point of impact all things merging together becoming unbearably hot unbearably close like meteor meeting earth’s personal space melting metal across the atmosphere like electric blanket, I sleep alone to forget/remember that sleeping in someone’s arms is impossible, there’s only lying in his arms pretending to be asleep because it’s not romantic that it’s too hot and you have nowhere to put that arm, and really all in all there’s just too much person there to lose consciousness, me I can forget, me I can ignore and fall into blissful chaotic nothingness of memory-wiping dreamscape like ecce homo touched-up by a well-meaning old spanish lady, oh aren’t we all eventually touched-up by a well-meaning old spanish lady, like lying in another’s arms pretending not to be slowly erased by the blotchy make-up of somebody’s love
myggenet myggenet et netværk af udelukkelse et skakspil af tomhed en serie af slukkede tv-skærme der åbner sig mod verden og tegner et billede større end sig selv hver pixel uvidende om den større sammenhæng, hvad ser en myg når den sætter sig på et net ser den udelukkelse ser den afspærring eller ser den en simpel overflade, kan en myg træde ved siden af et myggenets tråde og et øjeblik være bange for at falde igennem kan en myg overhovedet være bange for at falde, eller for at gennemtrænge barrierer der så solide ud, omvendt edderkoppespindskræk, omvendt flue mod den uforståeligt tilstedeværende rude, hvis jeg var en flue ville jeg så også støde hovedet uendeligt mod ruden i sansernes stædige insisteren på at intet bør være her, ville jeg nægte at tro på det jeg ikke kan erfare som en ateist nægter at tro på gud lige til hjernerystelsen udført som et ritual som en trosbekendelse til selvsamme rystede hjerne, det er vel en slags win-win hvis jeg ryster min hjerne retarderet og dermed udeslutter det ikkeerkendte for altid, er det mon rudeskræk der bevæger fluer til at skifte retning uden grund, at fortsætte i samme retning i længere tid indeholder trods alt altid denne gradvist større risiko for at ramme en usynlig barrikade, myggenet den sublime ironi i myggen der flyver for hurtigt og fanges ubehjælpeligt i et sådant net hvilken bedre måde at holde ude end ved at fange i egen mur til evigt skue til minde som galgebakken som pælen mod himlen med et afhugget hoved som grillspyd for enden, ligner grangiveligt en pindemand med amputerede lemmer og svulstigtbarokt hoved en slags handicappet hypermenneske, next level erkendelse next level anoreksi next level myggenet som afhuggede lemmer der holder hinanden i hånden i et sublimt mønster ingen af dem selv kan se, netværkende lemmer der suger sig selv tomme til de er streger der ikke repræsenterer andet end en rørig mygs sidste syn før den bremser og skifter retning
Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå. Jeg drømte, at alt var blevet udraderet, og det eneste, der var tilbage, var mit eget uendeligt selvreflekterende sind. Men mit sind så syner, så det virkede som om alt stadig var, som det altid havde været. Hver gang jeg åbnede en dør, frygtede jeg, at jeg ikke ville kunne huske hurtigt nok til at skubbe virkeligheden foran mig, og jeg ville træde ud i intetheden, hvorfra ingen illusioner kan opstå.
