Jeg holder af at svømme og dødvægten af mine tanker, når de flyder ovenpå. At modstå fristelsen til at ånde og at tvinge hovedet nedad, som en fugl i dyk efter føde.
Der er skibsvrag overalt; bundrådne skatte på bunden af druknede regnbuer.
Der findes ingen lykkelige slutninger, og kun havet er mere salt end jeg.
Vi rejste aldrig ud. Mest fordi vi vidste, at vi ikke kunne vende tilbage til det her.
Så vi blev, og sådan blev vi til næstbedstheder og nudetikkekanværeanderledes. I stil med det forventede plantede vi køkkenhaver og lugede ukrudt og talte gerne sammen. Mest om glæden ved at se noget vokse, som nu citronmelisse og vildkørvel.
Og vi lavede bål i haven for at have noget at samles om. Levende ild, for eksempel.
Den der smukke glød fra alt det, vi måtte smide på bålet, for at holde det i live.
Den ville vi aldrig kunne forlade.
Narcissus bøjer sig ned over vandspejlet for at rette på sit hår. Netop da springer en fisk op af vandet og bryder spejlet, så liget på den lave søbund kommer til syne. Han ser ind i de døde øjne i et øjebliks hjælpeløshed. Så falder vandet til ro igen, og hans eget varme ansigt toner frem. Narcissus bliver liggende for evigt og elsker. Ikke sit spejlbillede, men sin egen bløde, bevægelige krop.
vi har formet hinanden af tankernes ler
og er gået hånd i hånd ind i ovnen
for at brænde vores “ja” ind i huden
og nu står vi her
ubevægelige som sonetter
kunstforme, der startede som alle kunstforme gør
først nogens vilde idé, så alle andres tendenser
og til sidst et sæt rigide regler
der skal læres, før den nyindkøbte pen
for første gang sættes mod papiret
du og jeg, vi er en slags utilsigtet
religion
Havde vi bare skyggen af et minde, vi kunne leve for: en sarthed på størrelse med et fingerbøl, en rynket hånd at holde om. Eller et badekar og en plastikand på et mørnet foto, falmet og forbi. Hvis vi troede på noget, ville det være de andre. Men vi tvivler og drukner os derfor et sted, vi kan bunde.
Næste gang nogen ringer, lader vi røret ligge ved siden af telefonen og lytter til det endeløse ”Hallo”
i nat visner alle rhododendronerne i byboernes vinduesbede
og parrene holder op med at skændes
for i stedet at se på hinanden som fremmede, der er brudt ind i deres lejlighed
og intet af dette interesserer mig, fordi alt hvad jeg kan tænke på
er hvordan jeg færdiggør mine minder
billedet af min døde far i hospitalssengen, min bedste vens hadefulde ansigt mens hun sparker døren i, min grædende ekskæreste på sengen
problemer uden løsning, uden afslutning
som gaver, man kan bytte til andre farver, men aldrig smide ud
som et spørgsmål, man ikke kan besvare uden at stille et nyt
hvordan mummificerer jeg et stykke kærlighed
hvordan trækker jeg dagene ud af mit hoved
og lægger dem et sted, jeg ikke kan finde igen
så de endelig kan sove
Mon vi glemmer. Det her. Det her ”her”.
Mon vi husker, at det ikke er tilfældigt, eller at det aldrig er andet end netop det, at vi herfra og til evigheden står ansigt til ansigt med det ansigtsløse: At vi kun erindrer det, vi ikke husker.
Var Narcissus blind? Var søen grumset? Var det himlen, han spejlede, eller bare skyerne der gloede grådigt tilbage? Hvad mon fiskene så, dernedefra?
Og er det overhovedet værd at dvæle ved, al den stund, at det ene øjes blik tager det andet?
Vi ligger under hver vores globus og tæller haver, japanske tror jeg. Og det er fint her i mørket, vi peger og siger: ”se” og fortæller, at der, ”dér”, er en himmel og der, ”dér”, et kontinent. Og vi taler om sne og og arktiske heste med en sjæl af knogler, der flyder som isbjerge på et hav. Kun manen kan vi se, og de vilde øjne, resten er skjult.
De arktiske heste er bjerge, vi håber at kæntres mod, mens vi lykkeligt spiller violin på dækket.
fortæl mig om drømmen hvor du faldt i søvn i toget på vej til København
og havnede i finland, toget det samme men bynavnene pludselig så ukendte at du ikke vidste om det overhovedet var bynavne, forvirringen så stærk at den mindede om panikken ved at være blevet smidt ud af et terrængående køretøj på grønlands indlandsis,
alle der talte et blot nogenlunde genkendeligt sprog tilsyneladende stået af et sted i Sverige,
din langsomt falmende vantro ved ikke engang at kunne videregive problemet med fagter,
fortæl mig hvordan du ikke havde andet valg end at stå af på den næste station i håbet om at den var stor og lå midt i en by,
ikke en simpel platform med et nonsensskilt langt væk fra hjælpende hænder og regelmæssige afgange,
synet da du steg af, de røde trækonstruktioner om hvide vægge der tårnede omkring dig og signalerede mange mennesker men lå øde hen,
fortæl mig hvordan du gik gennem en labyrint af forladte trapper uden stedsans, uden håb,
og hvordan du nåede to glasdøre, der åbnede sig til et supermarked
der stadig havde åbent midt om natten.
fortæl mig hvordan du trådte ind på det bonede gulv i det velbelyste, madfyldte lokale
og pludselig ikke længere følte angst.
At pakke i vat, at dyne en tæthed, at kvæle, knæle, krybe, kæle sig vej til en strandvaskers villige krop.
At elske en død, at elske med døden, at, ja at vænne sig til den, mod den, at gribe sig selv om halsen og vågne med udtrækninger på halsen og stadig håbe, at det kun var en drøm.
