jeg tror ikke på myten
om den lykkelige besøgsven
ingen kan holde ud at give sit hjerte til fremmede mennesker
der ikke engang kan huske én
næste gang man kommer på besøg
et venskab uden gensidighed, en simpel overdragelse
af besøgsvennens menneskelige ressourcer
til ensomme eksistenser
som ingen har fundet værd
at elske oprigtigt
jeg ønsker et samfund, hvor alle dør så forladt
som de fortjener
Vi rækker hænder frem og former en skål, der lige præcis kan rumme os selv,
og ikke mere
selv tak.
(Altså jeg er nødt til at tilføje, at dette ikke er en kommentar til dig Cecilie, men til digtet :-) Og at “selv tak” refererer til skålen, der kun kan rumme os selv. Bare så det ikke virker som en spøjs selvfed og uigennemsigtig kommentar. Kh
Hehe – bare rolig, sådan forstod jeg den også. :)
Fremdeles fremragende fremsyn.