Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 6 timer ud fra dette billede af Marina Abramovic og Ulay taget under deres performance ‘Rest Energy’.

lad mig hvile mit ansigt i din knytnæve
der findes ingen tryggere form for anonymitet 

på savannen undgår de modigste gazeller at blive ædt
ved at gå så tæt på løven
at deres relation ikke længere rimeligvis kan kaldes en rovdyr-byttedyr-situation

i krig er intet våben mere forvirrende end venskab

kan jeg fastholde dit blik i al evighed

jeg må være hesten der trækker dit læs med røven først
hvis jeg blinker, glemmer du at jeg er her
slår motoren til
og kører mig over 

for at se mig i øjnene
vender du siden til
mig og råber dit budskab ud
til publikummet, der strækker sig i lange rækker skråt op mod himlen
og jeg fanger bidder af dit ekko
og små trækninger
i de tomme ansigter

det er som når tidevandet ruller ind
og kærtegner mine sandslotte
som en lænkehund der ikke helt kan komme tæt nok på til at bide

du lægger dig i mine arme som en forsøgsdukke i langsom gengivelse
uden fingre og uden øjne, kun de mest overordnede former
lader du kollidere med min luftpose af en hud

din hånd på min er en ulykke der venter på at ske

er vi dømt til at være metaforer
for hinandens tidligere elskere
en streng af uens perler om halsen på en mærkedag, der måske er vores egen

når jeg vågner, ser jeg dine lukkede øjne
når jeg falder i søvn
din nakke som pelsen på en bjørn
der er for optaget af at drømme om et bibo
til at ænse alt det nærende kød, der udgør min krop

vi har glemt hvem af os der er elskende
og hvem der er elsket
vi har glemt hvem af os der engang kom sammen
med en pige med fregner i panden
jeg kysser din i det samme mønster
sådan vil din næste elsker prikke dig med sin finger
i præcis samme tempo
som en slags kode, der ændrer sig med hvert nyt navn på døren
for ikke at uddø
som de sprog, ingen længere taler

som en operasanger må jeg forblive stift oprejst
i tilfælde af at du vil høre en sang.
min sjæls korset er min krops måde at vise dig
at jeg altid er beredt.
bare pift i din hundefløjte,
så hyler jeg til månen
og smadrer glasset i dine øjnes fiskebowle.

en hengiven kvinde står altid tre skridt
foran sin mand
og blokerer hans vej med ængstelige øjne
og endeløse mængder hjemmelavede aftensmåltider
for at sikre sig at hans krop hver dag
spændes til bristepunktet
med forsigtig utålmodighed