[15:34]

du er en flammende kugle af røg
med en maskinpistolmund

alle dine lemmer er ubrugelige
når kernen er hvor
projektilet ligger begravet

[15:06]

kan jeg fastholde dit blik
som man lægger latexbeklædte hænder
om et bankende hjerte
og lader fingrene forsigtigt skille og samle sig
i takt med musklens kramper
mens blodet løber langsomt ind i handskerne som en kælen kat

[14:48]

jeg er den der lægger værktøjerne ud
pisk, fjer, kondomer
du er den der forholder sig passivt
ved blot at bruge dem på mig

[14:43]

kunne man tænke sig vores forhold uden en struktur
uden den elmast vi bygger for at strømføre hinanden

kunne vi slette al spændingen i vores kroppe
kollapse med udkastede hænder
som dukker af sammenrullet fiskesnor
der ligner forvredne elskende
og stole på at heldet
er en form for magnetisme

kan du vikle fingrene om min hånd
som man fraværende griber fat
i sig selv når man tænker på fremtiden

eller er det første nødvendige skridt altid
at stikke mig

den vækkende lussing 

[14:05]

men mest af alt er det hvad du ville sige
at det er

mine hænder som pengeposer
viklet om dit hoved
du er mit fornemste aktiv
de ting du ser når du ser på mig
er beviset
jeg kan fremlægge i glas og ramme
når jeg skal dø
og sige: se,
mit liv har haft værdi.

START [14:00]

jeg vil være lydløs
hvilende på din tunge
mine hænder som legoklodser klikker sig ned
i dine smagsløg
det er kemi, det er at rejse jorden rundt
i maven på en hval

det er sanseberøvelsens

symbiose 

Alenekonstantskrift lør 10/3 2012

I dag kl. 14-20 konstantskriver jeg her på bloggen.