Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 4 timer ud fra dette billede af kunstneren Li Wei kaldet ’29 levels of freedom’.

jeg hænger mig i
bygningens
urs
gigantiske visere
det føles som at gribe fat om et øjeblik 

jeg hænger mig som en galionsfigur fra hjørnet af bygningen
hvis jeg vil det hårdt nok, begynder den at sejle 

og luderen nyder for huslejen
og butiksassistenten småsnakker
og psykologen indsamler sladder
hun ikke må dele med nogen

i fremtiden vil venskab være det eneste job der findes 

ligesom rockstjernen fester for huslejen
sådan drømmer kunstneren for huslejen
med åbne øjne og wirer
og måneders forberedelse 

vores venskab er den optiske illusion
der opstår, når du står langt væk og jeg står tæt på
og en helt tredje
tager et billede 

hvor længe kan jeg fastholde det pludselige
en snublen, et manglende hjerteslag

hvor langt kan jeg falde før det ikke længere virker sandsynligt
at jeg virkelig falder

måske er denne følelse jeg har
af konstant at glide gennem fingre der vil redde mig
passerende forbi tusind hænder fra etage til etage
ikke min snarlige død
men blot et enkelt par arme, der længselsfuldt resignerer
sig ind i min blinde, forpustede
fletten fingre