[22:41]

hvorfor alle disse arme
der strækker sig ud mod mig i søvne
og dækker mig med fremtidens støvede fingeraftryk
og lange, uendeligt tynde streger af sved og talg
som efter halvt udtørrede snegle

hvorfor denne automatiske spænden op
i mine fingermuskler, når varmen fra en andens hånd
vikler sig ind i mit ømme
og til oprindelighed grænsende blege
fletværk af hud

henvendende ansigter
som strømmer smil imod mig
jeg kan ikke give jer andet end det yderste af mine kræfter
og stivnet, utroværdigt
chok 

[22:18]

tågen i aften får bilernes forlygters lys
til at flosse og opløses i kanterne, så man ikke længere
kan se hvor de vil hen

og trafiklysene udvider sig
fremefter i en lige linje
ikke længere tallerkener af rød, gul, grøn
nu lommelygter, der strækker sig ud mod den modgående trafik

måske farverne i alle Københavns vejkryds
vil rive sig løs i løbet af natten

og erstattes af sovende biler

[21:25]

kan man blive suget baglæns ind i skæbnen
som ind i et eventyruhyres
gab
eller trukket afsted som en hund bundet til en kørende bil
er skæbnen den kvinde, der tager min hånd og blidt
fører mig til den nærmeste fest
for derefter at slippe mig uden at se tilbage
eller kunne skæbnen være noget så simpelt
som hvor mit næste skridt lander
når vinden som en epileptisk faldskærm
sparker til mit ben? 

[20:53]

at bygge er ligesom at flyve
et forsøg på at slippe væk fra jorden
at trodse tyngdekraften med indadvendte læber
foldet pande
og mursten på mursten som cirkusartister i sirlige formationer
de ikke selv kan se

[20:32]

din tyngdekraft har mistet sit ståsted.
utålmodig som et husdyr med udve

trækker den dig op ad væggene, klistrer dig til loftet,
jeg må holde alle vinduer lukket
og stoppe skorstenen til vi er ved at blive kvalt
i vores egen CO2
for ikke at miste dig som en bortfløjen undulat.

START [20:04]

frihed er
når ingen griber dig
hvis du falder ud fra taget af en skyskraber. frihed er

når ingen rækker ud efter dig
om natten, når du netop er faldet i søvn
og begyndt at drømme
om mursten, der lægger sig ovenpå mursten
som af sig selv
uden din hjælp, udenfor dit
ansvarsområde
men alligevel, af uvisse grunde,
i dit navn. frihed er

når uret på din hånd
ikke angiver tiden, men blot drejer sine visere
roligt frem og tilbage
som overkroppen på en grædende mand
der sidder i en vuggende robåd
et sted lidt syd for stillehavet.

Miniaturekonstantskrift lør 24/3 2012

Language is a virus, og konstantskriften breder sig over det danske land. Thomas Boston har taget faklen op i dag: http://www.ukendt.com/ 

Jeg konstantskriver (i øvrigt urelateret til hr. Boston) i aften kl 20-jegikkegidermere.