du lægger dig i mine arme som en forsøgsdukke i langsom gengivelse
uden fingre og uden øjne, kun de mest overordnede former
lader du kollidere med min luftpose af en hud
din hånd på min er en ulykke der venter på at ske
CECILIE LOLK HJORT
AI-frie vers
(Om hele dit konstantskriftprojekt + det meste af hvad jeg ellers har læst af dig)
Jeg bliver gladere og gladere for at læse dig. Du har dét; det der udefinérbare sproglige crunch der både suspenderer meningen med ordene og ordner dem i nye og til tider aldeles spændende konstellationer, uden særlig modstand fra læseren/mig. En art transcendent, poetisk ‘suspension of disbelief’ om du vil, der tager mig steder hen, jeg ikke før har været. Og det er præcis der jeg gerne vil hen.
Så blev min dag lige meget federe <3
Damn, et underligt hjerte den font danner. Det ligner mere en fuglesmiley. Det må så være Glædens Fugl.