er vi dømt til at være metaforer
for hinandens tidligere elskere
en streng af uens perler om halsen på en mærkedag, der måske er vores egen

når jeg vågner, ser jeg dine lukkede øjne
når jeg falder i søvn
din nakke som pelsen på en bjørn
der er for optaget af at drømme om et bibo
til at ænse alt det nærende kød, der udgør min krop

vi har glemt hvem af os der er elskende
og hvem der er elsket
vi har glemt hvem af os der engang kom sammen
med en pige med fregner i panden
jeg kysser din i det samme mønster
sådan vil din næste elsker prikke dig med sin finger
i præcis samme tempo
som en slags kode, der ændrer sig med hvert nyt navn på døren
for ikke at uddø
som de sprog, ingen længere taler