løb, indtil du glemmer at du er et menneske
en krop med faste grænser og endelige ressourcer
løb, til du bryder fri af udmattelsens korset
og så småt begynder at vide, at du kan løbe
for evigt

Den selvmodsigende tørst efter alkohol og andre væsker, der trækker vandet ud af os som blod af en sten. Jeg holder af at forsvinde i mængden, i den småsnak der flyder ovenpå vores egentlige tanker. Her er en kilde som et stykke magi i den mudrede skovbund. Opsaml mig forsigtigt og markedsfør mig som det vidundermiddel, jeg ville ønske at jeg var. Drik mig, som om jeg var andet end store stykker ingenting, der løber igennem dine gange med vægge, der støder op mod dit eget blod. Måske er fordøjelsen af energi uden næring også en form for mættelse.

Her vender kragerne deres blikke mod havet som dåser, der kastes stadigt længere ud. Som en konkurrence i forurening, i hvem der sover bedst om natten i visheden om at intet fuldstændig forsvinder, men blot skjules under overfladerne på stadigt nye verdener. Ingen steder ender, hver grænse er blot en rille i verdens roligt ekspanderende hud. I går mødte jeg en mand, der havde fået begge sine øjne fjernet som toårig, fordi han var født med svulster bag hornhinderne. Den kvalme glæde ved tanken om huller i dåbsgave, som den eneste måde at undgå de evigt ekspanderende øjne. Her er en mangel som en boble i kærlighedens plast. Her er de aldrig tørløbende plastre, jeg trækker ud af mine lommer som klovnen sine lommetørklæder. Jeg har givet dig den tomme skal; Herfra er det op til dig, om den fyldes med havets ødelagte koraller eller dåbsvandets dybe ro.

Narcissus bøjer sig ned over vandspejlet for at rette på sit hår. Netop da springer en fisk op af vandet og bryder spejlet, så liget på den lave søbund kommer til syne. Han ser ind i de døde øjne i et øjebliks hjælpeløshed. Så falder vandet til ro igen, og hans eget varme ansigt toner frem. Narcissus bliver liggende for evigt og elsker. Ikke sit spejlbillede, men sin egen bløde, bevægelige krop.

vi har formet hinanden af tankernes ler
og er gået hånd i hånd ind i ovnen
for at brænde vores “ja” ind i huden
og nu står vi her
ubevægelige som sonetter
kunstforme, der startede som alle kunstforme gør
først nogens vilde idé, så alle andres tendenser
og til sidst et sæt rigide regler
der skal læres, før den nyindkøbte pen
for første gang sættes mod papiret
du og jeg, vi er en slags utilsigtet
religion

Havde vi bare skyggen af et minde, vi kunne leve for: en sarthed på størrelse med et fingerbøl, en rynket hånd at holde om. Eller et badekar og en plastikand på et mørnet foto, falmet og forbi. Hvis vi troede på noget, ville det være de andre. Men vi tvivler og drukner os derfor et sted, vi kan bunde.
Næste gang nogen ringer, lader vi røret ligge ved siden af telefonen og lytter til det endeløse ”Hallo”

i nat visner alle rhododendronerne i byboernes vinduesbede
og parrene holder op med at skændes
for i stedet at se på hinanden som fremmede, der er brudt ind i deres lejlighed

og intet af dette interesserer mig, fordi alt hvad jeg kan tænke på
er hvordan jeg færdiggør mine minder
billedet af min døde far i hospitalssengen, min bedste vens hadefulde ansigt mens hun sparker døren i, min grædende ekskæreste på sengen
problemer uden løsning, uden afslutning
som gaver, man kan bytte til andre farver, men aldrig smide ud
som et spørgsmål, man ikke kan besvare uden at stille et nyt
hvordan mummificerer jeg et stykke kærlighed
hvordan trækker jeg dagene ud af mit hoved
og lægger dem et sted, jeg ikke kan finde igen
så de endelig kan sove