Jeg vejer dig, som man vejer røg ved at trække vægten af en røget cigaret fra vægten af en endnu urøget. Du ser på mig, som man ser sjælen i øjnene ved at beregne, hvor meget sort stof der findes i universet.

hver dag rykker jeg mine øjne lidt tættere sammen. det ligner et gadekryds mellem sex og onani, men det føles som at lade verden folde sig omkring mig som en stadigt mere todimensionel avisforside.

At lære at se mennesker som smukke. Forsigtigt at pille bladforsider ud af sindet og se gennem tøjet til former og bevægelser, der ikke stiller sig an. Kan det virkelig passe, at jeg ikke er født til at se skønhed i det rynkede, lattermilde ansigt? En så intens væmmelse, ikke den logiske følge af ondskab men rent æstetisk, ønsket om at alle mennesker vil ligne de få, der bærer det mest præcist symboliserende tøj, bevæger hænderne som nogen, der er enig i det, jeg endnu ikke har sagt. Hver dag rykker jeg mine øjne en smule længere ud af det stammesamfund, jeg ønsker at gemme mig i. Det føles som de gradvist ekspanderende øjne i hovedet på en dybvandsfisk, der er gået på krogen og nu ikke har andet valg end at se hvad der gemmer sig i himlen.

Findes der evner, nogen er nødt til at fratage mig, fordi jeg ikke kan styre mit forbrug? (her er en hviskende mund uden tunge) Tvangen som en form for forsoning, et par varme hænder om min i forvejen overophedede hjerne. (slik sveden af min hud for ikke at besvime af saltmangel. jeg er dit kosttilskud) Alt er relativt, al varme mindre intens end min egen vil føles som kulde, eller som den svale brise af nogens somrede åndedræt. Det er et spørgsmål om temperering. Findes den horisont, jeg bevæger mig uværgerligt imod, eller er den bare et fatamorgana af et omrids opstået af kurver, jeg ikke kan sætte i begreb? Som når jeg lukker øjnene og kysser nogen, jeg endnu ikke kender den fulde form af. (her er en tunge uden mund. der er intet andet for end at fatte bestikket og gå i gang med at spise) Måske er horisonten min sjette sans. Måske er evnen til at tale et misbrug, der gør alting muligt igen.

Hvis vi nu fratager hinanden evnen til at bruge ord. Hvis vi istedet sætter os på en bænk og tegner et landskab i gruset med vores fødder. Hvis du sætter en prik og jeg sætter et kryds, og ingen af os gør et forsøg på at forbinde det ene med det andet.
Er det så omsonst at røre hinanden med det yderste af tungen? Er vi kun falske horisonter, der forsvinder, når vi nærmer os hinanden?

Engang fortalte du mig, at du aldrig havde troet på viljen, som et instrument til at handle. At du hellere ville lade dig opsluge end at sluge, og at du af og til løftede en mariehøne fra et blad og undrede dig over, hvorfor den nægtede at skjule sig, så hidsigt rød mod det grønne. Du mente, at det måtte skyldes noget stærkere end viljen, en slags drift mod at falde udenfor, omvendt kamouflage, at lege med tændstikker for at lugte af pis.

Jeg får lyst til at tage dig i hånden, ikke af omsorg, men af frygt for at forsvinde. Hvis du giver min hånd et klem og jeg ingenting mærker, er det så dig, der ikke klemmer, eller er det min hånd, der er visnet?

Jeg sidder ved siden af dig og du sidder ved siden af mig, og vi har glemt, hvem der er hvem.

Jeg fører dig ved snoren, der ender omkring min halsende hals. Jeg er et kræ, man ikke kan elske, kun fortolke gennem internettets uendelige kæledyrsvideoer. Her er en caption som en oversættelse, jeg ikke selv har skrevet. Her er mit ansigt med en mund, der fotograferet fra den helt rette vinkel ser ud, som om den smiler. Hold i min snor, som du holder din bedstemors rynkede hænder, mens hun taler stille til dig i sin barndoms forlængst begravede vendinger. Som hende behøver jeg ingen forståelse, bare de gestusser, min rolle er blevet lovet: Klø mig på maven, sig mit navn med trutmund, og giv mig tørfoder eller vådt foder som du lyster, blot det er foder. Jeg ved, at al min tid fra fødsel til død er sat af til at gå tur med hunden.

jeg finder dig som et blindt barn, der klikker fraværende med tungen. jeg tror, at jeg kan mærke på mit ansigt, hvor du er. i virkeligheden lytter jeg efter mit eget ekko, mine lyde der springer fra mig som nys og kolliderer med dig og med sig selv. verden er en pinballmaskine og jeg er kuglen. jeg lukker de ubrugelige øjne og lader som om jeg står hen over glasset og ser hele landskabet ske.