Jeg er rødderne på et træ, der har mistet deres stedsans og nu gror ud af jorden og lige lukt ind i himlen. Evolutionen sidder med mut mund og tætlukkede øjne indeni en hul træstamme og overvejer, om rødder også skal have lov til at være en slags stammer.
Jeg er et stroboskoplys, og du er min epilepsi. Vi jagter hinanden mod et kollaps, som den smukkeste diskokugle, der venter på at splintre.
Slug mine udåndinger til du dåner eller blæs mod dem, så vores hår rejser sig som pelsen på en kat, der bliver strøget den forkerte vej. Hvis jeg er den første til at trække vejret, er rytmen op til dig.
Hvis jeg trækker vejret i takt med dig, er det så en fordobling eller en halvering, der finder sted?
Jeg vænner mig aldrig til at vågne op i en krop, der kalder sig min, at strække armene over hovedet. Det er jo nøjagtig så debilt, som at stille uret tilbage for ikke at komme for sent, og alligevel er det sådan jeg sker hver dag. At jeg maler tavlen hvid, at jeg slår en kridtstreg i uendeligheden; at jeg lægger mig under et jordskred for at blive meldt savnet.
Og på samme måde er hver dag en afblæst katastrofe: jeg dukker altid frem af ruinerne, når sulten bliver for påtrængende, når mørket bliver for tæt.
Dette er ikke en streg i regningen, men to, lagt forsigtigt ovenpå hinanden som en elskende sandwich. Indsæt mig i en hvilken som helst parentes, og jeg æder dine præmisser råt som en hund, der i et ubevogtet øjeblik har fået fat på sin ejers aftensmad.
Dette er ikke en stille sang hen over opvasken. Det er mere de tunge, hæse åndedræt efter en sprint, som du holder tilbage af generthed og forfængelighed, når dine venner samles ved målstregen for at ønske dig tillykke.
Jeg er bange for dine øjne, for den objektive betragtning af mit ansigt og den krop, jeg ikke holder oppe, men holdes oppe af.
Jeg er bange for at skæmme det landskab, du bærer, og jeg er bange for den lilla, der ikke er lyng og min tørstige mund, der hverken er klit eller hav.
Allermest frygter jeg dine hænder, den måde du rører ved alt, ved alle, undtagen mig. Og tør ikke tænke på, hvad der sker, når du trykker på kontakten, lyser mig op i neon, og jeg ligger afklædt og kæler for mig selv, mens jeg mumler en andens navn,
Dette er mit første skridt mod de helt rigtige ord.
Allerbedst synes jeg om de mennesker, der fejrer og sørger over præcis det samme på to forskellige øjeblikke, der står ryg mod ryg og støtter sig til hinanden.
