Mon vi glemmer. Det her. Det her ”her”.
Mon vi husker, at det ikke er tilfældigt, eller at det aldrig er andet end netop det, at vi herfra og til evigheden står ansigt til ansigt med det ansigtsløse: At vi kun erindrer det, vi ikke husker.
Var Narcissus blind? Var søen grumset? Var det himlen, han spejlede, eller bare skyerne der gloede grådigt tilbage? Hvad mon fiskene så, dernedefra?
Og er det overhovedet værd at dvæle ved, al den stund, at det ene øjes blik tager det andet?
Vi ligger under hver vores globus og tæller haver, japanske tror jeg. Og det er fint her i mørket, vi peger og siger: ”se” og fortæller, at der, ”dér”, er en himmel og der, ”dér”, et kontinent. Og vi taler om sne og og arktiske heste med en sjæl af knogler, der flyder som isbjerge på et hav. Kun manen kan vi se, og de vilde øjne, resten er skjult.
De arktiske heste er bjerge, vi håber at kæntres mod, mens vi lykkeligt spiller violin på dækket.
fortæl mig om drømmen hvor du faldt i søvn i toget på vej til København
og havnede i finland, toget det samme men bynavnene pludselig så ukendte at du ikke vidste om det overhovedet var bynavne, forvirringen så stærk at den mindede om panikken ved at være blevet smidt ud af et terrængående køretøj på grønlands indlandsis,
alle der talte et blot nogenlunde genkendeligt sprog tilsyneladende stået af et sted i Sverige,
din langsomt falmende vantro ved ikke engang at kunne videregive problemet med fagter,
fortæl mig hvordan du ikke havde andet valg end at stå af på den næste station i håbet om at den var stor og lå midt i en by,
ikke en simpel platform med et nonsensskilt langt væk fra hjælpende hænder og regelmæssige afgange,
synet da du steg af, de røde trækonstruktioner om hvide vægge der tårnede omkring dig og signalerede mange mennesker men lå øde hen,
fortæl mig hvordan du gik gennem en labyrint af forladte trapper uden stedsans, uden håb,
og hvordan du nåede to glasdøre, der åbnede sig til et supermarked
der stadig havde åbent midt om natten.
fortæl mig hvordan du trådte ind på det bonede gulv i det velbelyste, madfyldte lokale
og pludselig ikke længere følte angst.
At pakke i vat, at dyne en tæthed, at kvæle, knæle, krybe, kæle sig vej til en strandvaskers villige krop.
At elske en død, at elske med døden, at, ja at vænne sig til den, mod den, at gribe sig selv om halsen og vågne med udtrækninger på halsen og stadig håbe, at det kun var en drøm.
Jeg beder dig om [ikke] at fortælle.
Historien om os.
Hvordan vi [ikke] faldt sammen som nedstyrtede huse, hvordan vi [ikke] kaldte på hjælp, hvordan vi [ikke] hørte hinanden, hvordan vi [ikke] bandt hænderne sammen for [ikke] at forråde ideen om os, et dødfødt tvillingefoster, helt fint og [ikke] færdigt.
Hvordan vi [ikke] ikke kunne bære at se dagens lys.
heste heste gungrende heste vanvittigt flygtende heste uden sans for retning men alle løbende samme vej, fordi hver af dem tænker, at ti vilde heste ikke kan tage fejl, at mængden ved bedst, at det eneste der er værre end døden er døden i ensomhed i tvivlen om sin egen beslutning, så hellere dø af flokkens fejl eller af den logik der ligger i at forfølge de ti i stedet for den ene, i det mindste dør man så fordi man løb yderst fordi man var tættest på og ikke fordi man blev særligt udvalgt eller særligt udvalgte sig selv, selv i panikkens kvælertag har man vel visse præferencer
I dag kl. 11-19 konstantskriver Cecilie Lolk Hjort og Louise Juhl Dalsgaard her på bloggen.
