Din tale er som citroner, umulig at kysse. Lad os brænde den, til skriften dukker frem, og du mærker varmen af nye afsløringer i maven. Det gør kun ondt, indtil du holder op med at skrige. Det ligner kun volapyk, indtil du begynder at skrive det ned. Vold er også en form for terapi, siger jeg og stikker dig en knytnæve som et kandiseret æble rakt ud fra én af utallige vogne i tivoli. Du må selv om, hvornår du vil bruge den, siger jeg og blinker med det øje, der ikke kan åbnes.

En krop besat af lys, som flygtninge gemmer sig på et loft. Ikke et lyssignal fra én sjæl til en anden, men et stykke spontant opstået overlevelse, et affaldstof af skønhed. Jeg holder munden lukket, mens jeg taler. Du tror at jeg kaster stemmer over i enhver nærliggende dukke for din underholdnings skyld, som at holde dine tankers marionetter blidt i lange tråde. I virkeligheden forsøger jeg bare at undgå at blænde dig med de usagte ords rampelys.

Nu løber jeg, nu løber jeg væk, nu forfølger jeg, nu er jeg forfulgt
nu, væk.

Sådan lærte jeg at løbe, før jeg kunne gå. Nej, sådan lærte jeg at forsvinde, før noget andet.

Jeg skriver hemmelige breve til dig, med usynligt blæk og lukkede øjne, så jeg ikke kommer til at se hvad jeg skriver. Jeg vil ikke vide, om du har det lys eller den væske, der kan få skriften til at tone frem. Jeg vil bare vide, at du har modtaget kuverten. Jeg forestiller mig at du åbner den, som man står op af en stramt redt seng om morgenen. Imens reder jeg håret tilbage i en knold. Det føles som at samle mine tanker.

Jeg bærer naget som nyfødte ildebrande i mine arme. Glødende og mumlende i bløde mumiesvøb. Alle mine godnatsange lyder som langtrukne råb mod himlen. Jeg rokker frem og tilbage, og det er ikke helt til at sige, om det er mig selv eller mine babyer, jeg prøver at lulle i søvn.

Jeg er rødderne på et træ, der har mistet deres stedsans og nu gror ud af jorden og lige lukt ind i himlen. Evolutionen sidder med mut mund og tætlukkede øjne indeni en hul træstamme og overvejer, om rødder også skal have lov til at være en slags stammer.

Jeg er et stroboskoplys, og du er min epilepsi. Vi jagter hinanden mod et kollaps, som den smukkeste diskokugle, der venter på at splintre.

Slug mine udåndinger til du dåner eller blæs mod dem, så vores hår rejser sig som pelsen på en kat, der bliver strøget den forkerte vej. Hvis jeg er den første til at trække vejret, er rytmen op til dig.