Dette er ikke en streg i regningen, men to, lagt forsigtigt ovenpå hinanden som en elskende sandwich. Indsæt mig i en hvilken som helst parentes, og jeg æder dine præmisser råt som en hund, der i et ubevogtet øjeblik har fået fat på sin ejers aftensmad.

Dette er ikke en stille sang hen over opvasken. Det er mere de tunge, hæse åndedræt efter en sprint, som du holder tilbage af generthed og forfængelighed, når dine venner samles ved målstregen for at ønske dig tillykke.

Jeg er bange for dine øjne, for den objektive betragtning af mit ansigt og den krop, jeg ikke holder oppe, men holdes oppe af.
Jeg er bange for at skæmme det landskab, du bærer, og jeg er bange for den lilla, der ikke er lyng og min tørstige mund, der hverken er klit eller hav.
Allermest frygter jeg dine hænder, den måde du rører ved alt, ved alle, undtagen mig. Og tør ikke tænke på, hvad der sker, når du trykker på kontakten, lyser mig op i neon, og jeg ligger afklædt og kæler for mig selv, mens jeg mumler en andens navn,

Dette er mit første skridt mod de helt rigtige ord.

Allerbedst synes jeg om de mennesker, der fejrer og sørger over præcis det samme på to forskellige øjeblikke, der står ryg mod ryg og støtter sig til hinanden.

Jeg vejer dig, som man vejer røg ved at trække vægten af en røget cigaret fra vægten af en endnu urøget. Du ser på mig, som man ser sjælen i øjnene ved at beregne, hvor meget sort stof der findes i universet.

hver dag rykker jeg mine øjne lidt tættere sammen. det ligner et gadekryds mellem sex og onani, men det føles som at lade verden folde sig omkring mig som en stadigt mere todimensionel avisforside.

At lære at se mennesker som smukke. Forsigtigt at pille bladforsider ud af sindet og se gennem tøjet til former og bevægelser, der ikke stiller sig an. Kan det virkelig passe, at jeg ikke er født til at se skønhed i det rynkede, lattermilde ansigt? En så intens væmmelse, ikke den logiske følge af ondskab men rent æstetisk, ønsket om at alle mennesker vil ligne de få, der bærer det mest præcist symboliserende tøj, bevæger hænderne som nogen, der er enig i det, jeg endnu ikke har sagt. Hver dag rykker jeg mine øjne en smule længere ud af det stammesamfund, jeg ønsker at gemme mig i. Det føles som de gradvist ekspanderende øjne i hovedet på en dybvandsfisk, der er gået på krogen og nu ikke har andet valg end at se hvad der gemmer sig i himlen.