En krop besat af lys, som flygtninge gemmer sig på et loft. Ikke et lyssignal fra én sjæl til en anden, men et stykke spontant opstået overlevelse, et affaldstof af skønhed. Jeg holder munden lukket, mens jeg taler. Du tror at jeg kaster stemmer over i enhver nærliggende dukke for din underholdnings skyld, som at holde dine tankers marionetter blidt i lange tråde. I virkeligheden forsøger jeg bare at undgå at blænde dig med de usagte ords rampelys.