dine øjne er spyd på lange, opspændte projektilbaner
og min mund åbner sig på vid og bred
til et gab
med tænder som sirlige træstumper
fældet for at skoven
ikke skal brænde ned

forhistorien er et netværk af tråde imellem os
bevæg dig, og du kontaminerer gerningsstedet
med den nye information
der sletter alt andet

hvorfor er det smerten og ikke nydelsen, der forløser mig

har en eller andens moral
sneget sig ind i mine nervebaner
som en rotte, der forsigtigt klemmer sine ribben sammen
til en knytnæve
og lader vægisoleringens eftergivenhed
bestemme dens omfang
som et spædbarn, der fødes ind i en evig tunnel
uden lys for enden
og ikke kender sin egen evne til at folde sig ud

eller er jeg blot efterkommeren af en genfejl
der engang i evolutionens morgen
klarede sig igennem en særligt hård tid
uden egentlig at opdage, hvad verden havde mistet
mens nydelsens soldater faldt som fluer
og landskabet langsomt og sikkert
indrettede sig
efter nye
og dybt sygelige væseners
behov?

hvad hjælper det, at cellerne i min krop dør
hvis fortiden ikke dør med dem
hvad hjælper det, at min krop kommunikerer
så ivrigt med hinanden
når så lille en procentdel af den
bærer min dna
jeg er en beholder for kolonier af fremmede
jeg er hulrum, som bakterier
og længst glemte mennesker
kan oplade deres stumme stemmer i

hånden på hjertet
hvor mange pulsslag skal jeg kaste gennem mine ribben
før jeg scorer et mål
hænderne på knæene
hvor mange døde intentioner kan der gemme sig
i hver muskel og hver ømme knogle
i min grundigt plejede, men aldrig helede
krop
fingrene på tindingerne
hvor megen fortid kan jeg laste på min ryg
før der bliver plads til fremtiden
hånden på hovedet
min vrede som et kogepunkt, jeg må røre for at holde det fast
hoved, skuldre, knæ og tæer

barndommen er et aldrig forstået
ritual

din hjerne
en trojaborg af vindinger
en labyrint, jeg aldrig kan fare vild i
fordi jeg blot skal se mig omkring
for at finde løsningen
og så alligevel
er det, som om der er noget, jeg mangler
når jeg har fundet vej til midten af dine tanker
og intet åbner sig

alle de trækninger, jeg har gemt i min krop
alle de lyde, der er blevet til
stivnede organer
som fejlslåede lerpotter
i bughulens rungende dyb
hvor mange ord
kan jeg undlade at sige, hvor mange tårer
lader sig græde
på papir
før alt folder sig sammen
og bliver til udvand
og ulæselighed

min krop
et uendeligt indre, jeg ikke ved
hvor jeg skal pege hen
for at henvise til
min krop
en tromme, hvis lyd
er tordenstormen af lynnedslag
fra mine egne nerver
min krop
hvis jagthorn lyder
op gennem de organer, der er skabt
til at trække vejret ind
min krop
en evig flod af cirkulerende
memoer
som direktøren kun sjældent får
i øjnene
min krop
uendelige mængder bevægelse
som jeg må være ubevægelig
for at følge
min krop
en himmel, der falder
min krop
så detaljerig, at jeg knapt
genkender den som
en krop
min krop
ikke en krop
min krop

dit ansigt
som solen, der står frem af hvidme
hvis blot jeg når at starte maskinen og
flyve gennem skyerne
før du går ned
dit ansigt
forvredet i indsigt
dit ansigt
som to prikker placeret øverst
på en papcirkel for at teste
hvor rudimentær
formen af menneske kan blive
før jeg holder op med at søge den
dit ansigt
som et billede fastspændt
på toppen af en krop
dit ansigt
dit ansigt
et ansigt