hvorfor er det smerten og ikke nydelsen, der forløser mig

har en eller andens moral
sneget sig ind i mine nervebaner
som en rotte, der forsigtigt klemmer sine ribben sammen
til en knytnæve
og lader vægisoleringens eftergivenhed
bestemme dens omfang
som et spædbarn, der fødes ind i en evig tunnel
uden lys for enden
og ikke kender sin egen evne til at folde sig ud

eller er jeg blot efterkommeren af en genfejl
der engang i evolutionens morgen
klarede sig igennem en særligt hård tid
uden egentlig at opdage, hvad verden havde mistet
mens nydelsens soldater faldt som fluer
og landskabet langsomt og sikkert
indrettede sig
efter nye
og dybt sygelige væseners
behov?