sladderkongen åbner brevsprækken og skimter ud
men mødes kun af et par øjne
der kunne tolkes som tilhørende
en af hans egne journalister
han sukker og skriver sin daglige artikel
om sandsynligvis fremmede folk, der sandsynligvis overvåger ham
og sandsynligvis vil ham noget ondt
Har du været i en skov for nylig?
dyrene bruger altså også uniformer
og snuser mistænksomt
til hinandens sager
af en eller anden grund
falder de fleste af dem til ro
normalt omkring den her tid
det må være træerne
der får dem til at tro
at de kan vide sig sikre
jeg kender ikke din kalender
men her hos mig
er det altid rådyrets år
angsten er andenstemme
den jagedes adrenalin
mit brændstof
regnen marcherer i ujævne kolonner ned over byen
og de tidligt vågne, der passerer forsigtigt gennem gaderne
priser ukendte guder for
at vandet ikke er bomber
det er de færreste mennesker, der har set en politibetjent i aktion
de fleste af os ser kun uniformerede
skygger, der bevæger sig et sted
inde i en tofarvet bil
de, der har mødt politiet
fortæller om ens uniformer, der dækker uens kroppe
bløde øjne over sammenknebne munde
henvisninger til ordrer ovenfra
(ovenfra er måske et sted, måske en person)
og en hel oktav af stemmer
der alle som én siger
“Hvharjegodadingertillgenophenskaårkunndet?”
De skriver nu
som om det passer
at Sankt Laurentius græder igen
men det sker i virkeligheden ikke
det, der ser ud til at foregå
foregik i forgårs
og historiebøgerne på himlen
er allerede forældede
når lygterne slukkes
og solen står op
alt finder
i sidste ende
et sted at foregå
fuglene på grenene
og i mangel på grene, ledninger
kvinderne i kjolerne
og i mangel på kjoler, bukser
berømthederne i deres hoveder
eller i deres venners hoveder
eller i den bundløse fælles mave på et tusindtal af fans
og ja, også
videnskabsmanden et sted bag
papirtynde briller
og en brilletyk lup, der tilsammen
bøjer lyset i en blød tango fra verden til øjne
mens han med sin dybeste, mest autoritære stemme
forsøger at undgå at svaje i takt
og spørger
“Og hvad foregår der så her?”
Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 5 timer ud fra Woodkids sang ‘Iron’.
Deep in the ocean, dead and cast away
Where innocence is burned in flames
A million miles from home, I’m walking ahead
I’m frozen to the bones, I am
A soldier on my own, I don’t know the way
I’m riding up the heights of shame
I’m waiting for the call, the hand on the chest
I’m ready for the fight and fate
The sound of iron shots is stuck in my head,
The thunder of the drums dictates
The rhythm of the falls, the number of deads
The rising of the horns ahead
From the dawn of time to the end of days
I will have to run away
I want to feel the pain and the bitter taste
Of the blood on my lips again
This deadly burst of snow is burning my hands,
I’m frozen to the bones, I am
A million mile from home, I’m walking away
I can’t remind your eyes, your face
jeg vender mine hulrum som et orgel mod himlen
og trækker ikke vejret ind igen
før jeg har skreget en bog
jeres kroppe
er en snirklet tatovering på min ryg
en evig indebrændt tilstedeværelse
jeres tanker
er hornene på min hjelm
som jeg
(trods den i grunden dybt upraktiske risiko
for at få en økse i skulderen)
stanger mine fjender med
vend dine spyd som sabeltænder mod mig, fjendehær
du er et dyr med tusind rygge
og jeg
er aldrig alene
jeg samler på tårer
forsigtigt indfanger jeg dem i mit net
eller bøjer mig ned på gaden
og tager dem langsomt op mellem to fingre
jeg kategoriserer dem ikke
samler dem ikke i sirlige rækker bag glas og ramme
så jeg ikke længere kan nå dem
jeg har ingen forkærlighed for de særligt store, de særligt små
eller de særligt runde
og jeg ved ikke, hvor mange jeg har
jeg sluger dem bare, så de samler sig i en sø i min mave
og fylder mig med deres lindrende
tyngde
