SOLEN ER SÅ RØD, MOR
SÅ BLIVER JORDEN RØD, MOR
DU ER RØD SOM DET BLOD, DER BANKER I MINE ÅRER ER RØDT, MOR
HELE VERDEN ER DØD, MOR
DØD SOM EN FISK, DER SYNKER NED MOD BUNDEN
AF DET BLÅ, BLÅ HAV

Den lille død er en gigantisk død
et blodbad af episke proportioner
hvis vi altså tænker blod som andet og mere end de røde blodlegemer
der til tider forvilder sig ud af vores årer
hvis alle døde kroppe altså tæller som døde kroppe.

Men pastor, har vi tilstrækkeligt med empati stående i verdensbanken
til at følelsesføde
så mange sjæle?

Lad os alle tælle:

Én medfølelse,
To medfølelser,
En tsunami af følelser som et blodhav, der drukner os alle.

Efter en særligt vellykket halvtreds års fødselsdag
bliver generalens kone
besat af at sætte døre op
alle de steder, folk ofte passerer igennem

Først koncentrerer hun sig blot om skillelinjer
grænsen til Canada dekoreres f.eks. med rækker
af døre som borgerkrigens britiske soldater
der blot stod skulder mod skulder og ventede
på at lade sig skyde

Senere begynder hun at få sat døre hen over tilfældige
punkter på motorveje
og på altaner, i tilfælde af
at en livstræt beboer beslutter sig for at passere
ind i evigheden
selv en ensom død bør have sit ritual, som hun siger

Til sidst dækker hun blot alle landets veje
med tunneler, der indeholder
tusindvis af opslåede døre som falske nødudgange langs væggene
med risiko for desperat ironi
hvis nogen en dag vitterligt får brug
for at slippe hurtigt ud

jeg er blot en bakteriekoloni,
der leder efter sine indvolde

hvis du ikke har nogen petriskåle, du kan undvære, så sæt
dig ned og leg Gud med mig
for en stund, så jeg føler at jeg lever

et hvilket som helst stykke stamcelleforskning
modtages med kildrende kyshånd

tårerne løber som hugtænder ned fra den unge mands mundvige
og tegner bugtalerdukkestreger af mascara
mens vinden blæser hans hår op i elektrisk orgasme
og husets døre smækker
omkring ham

det hele handler om, hvilket øjeblik man vælger
til at lægge sine øjne
på et menneske
hvilke klædestykker, der netop da er smidt
og hvilke organer, der drejer sig som uforløste
forfædre i bugens grav
indtil aftensmaden er fortæret

tør kinderne med ren alkohol
og streng din bue
med de fire toner fra en violin
terrassen er fri
og ubevogtet som altid

ingen kan bugtale for manden, der skyder
til måls, som andre spiller en symfoni

skriget som korset
indsnøret
og gavepakket i hudens sindrige ridssystem
hvor mange skrig går der på en pinefuld død, hvor mange langtrukne ar
på en rasende kat
eller en tjørnebusk, der brænder som gammeltestamentlig tugtelse
langs de begravede vener

hvis jeg skal dø, vil jeg dø som det fluorescerende fyrværkeri
som nogle arter af krebsdyr spyr ud bag sig
for at underholde rovdyret
fem sekunder før de
alligevel bliver ædt

jeg er beredt på at dø
på samme måde
som kirurgen er det
i det øjeblik, hvor han for første gang ser ned i den åbne brystkasse
og genkender sine egne organer

han tegner sit navn med en kulstift i panden
og hopper som en cirkushund gennem
de røgringe, hans herre danner
fra egen livslange halsbrand

skibet er ladet med diamanter og et hus
spredt som en eksplosion
i alle verdens forstæder
og der er ingen udvej fra eget hjerte

kærlighed er et spørgsmål om programmering

kaos er et spørgsmål om tid

da jeg var barn, troede jeg at alle bier
var små ukritiske
kamikazepiloter

nu tænker jeg, at alle mine fobier måske
er baseret på den samme paranoia:
ideen om, at et væsen hellere vil dø
end undlade at skade sine omgivelser

pumper verdensaltet ud af olietårne
vi kan ikke have det gris til at ligge og fylde under vores fødder
mens vi blot bliver mere og mere grådige
byg raketter, fyld dem med sort guld
og send dem til planeter, hvis befolkning
kan tolke billederne
i væskens ansigt
bedre end os