alle de trækninger, jeg har gemt i min krop
alle de lyde, der er blevet til
stivnede organer
som fejlslåede lerpotter
i bughulens rungende dyb
hvor mange ord
kan jeg undlade at sige, hvor mange tårer
lader sig græde
på papir
før alt folder sig sammen
og bliver til udvand
og ulæselighed
min krop
et uendeligt indre, jeg ikke ved
hvor jeg skal pege hen
for at henvise til
min krop
en tromme, hvis lyd
er tordenstormen af lynnedslag
fra mine egne nerver
min krop
hvis jagthorn lyder
op gennem de organer, der er skabt
til at trække vejret ind
min krop
en evig flod af cirkulerende
memoer
som direktøren kun sjældent får
i øjnene
min krop
uendelige mængder bevægelse
som jeg må være ubevægelig
for at følge
min krop
en himmel, der falder
min krop
så detaljerig, at jeg knapt
genkender den som
en krop
min krop
ikke en krop
min krop
dit ansigt
som solen, der står frem af hvidme
hvis blot jeg når at starte maskinen og
flyve gennem skyerne
før du går ned
dit ansigt
forvredet i indsigt
dit ansigt
som to prikker placeret øverst
på en papcirkel for at teste
hvor rudimentær
formen af menneske kan blive
før jeg holder op med at søge den
dit ansigt
som et billede fastspændt
på toppen af en krop
dit ansigt
dit ansigt
et ansigt
Lørdag d. 1. september konstantskriver jeg alene kl. 10-? her på bloggen.
en lille efternøler-oplæsning fra konstantskrift – ren audio.
Fredag d. 21. september konstantskriver jeg med Tommy Heisz kl. 10-22 her på bloggen.
Her ender dagens konstantskrift. Rasmus Varnich Blumensaat og Cecilie Lolk Hjort skrev 75 tekster i løbet af 12 timer. Vores forlæg var teksten “I dag lukker banken ti minutter efter den er åbnet” af Erik Scherz Andersen:
I dag lukker banken ti minutter efter den er åbnet.
Bistandsklienter, enkelte forretningsejere og nogle studerende når ikke ud, før dørene bliver forseglet. Bankens ansatte bliver ført ud bagved, mens kunderne bliver bedt om at forholde sig i ro. Efter en times tid uden yderligere information, går den første kunde om bag skranken. Han fortsætter ned ad gangen, som for hvert skridt han tager lader op til et eventyrligt suk.
Computere, lys, bankbokse, alt er slukket og forseglet. Virkeligheden er blevet lukket som var den en bog, og tilbage står det tilsyneladende. Så meget farvet papir har ingen set siden de gik i børnehave, og hvor alle nullerne kommer fra, er der ingen, der interesserer sig for nu.
jorden er giftig
af boaslanger med gabene endnu sikkert låst fast
i deres sokler
og bevæger sig i søvnige, opadgående
spiraler på det store banklokales
loftspejlende gulv
når de røde tal på tavlen
skifter, bevæger køen sig langsomt, slingrende
og yderst forsigtigt
fremad mod den kasse,
der tilfældigvis står nærmest
ingen har noget imod at vente lidt ekstra tid,
hvis det ikke netop nu er dén kasse, der er ledig
de vagtsomme duer på naboens tungt armerede altan
stikker deres let epileptiske
hoveder ind mellem piggene og nipper
til den dyrebare karse
ingen har endnu fundet ud af,
hvorfor netop dette øjeblik
er så vigtigt
