Ukendt's avatar

Om Cecilie Lolk Hjort

Forfatter. Danmark.

venter utålmodigt [16:52]

hun rejser sig som en bølge fra sengen og vrister
stjernebillederne fri af deres sokler
mens alle på det nærmeste luksushotel
får bange anelser og ser ufraværende ud
mod stranden

hvor mange turistnyrer skal hun rive ud af kroppe og samle under sit bælte
før vandet rinder rent
hvor mange stykke fjerkræ skal snadre
som uregerlige spænder
i hendes hår, før hospitalet heler hende med sine himmelhvide vægge

jordklumper tørrer i solen og bliver til hendes fingre
hun tager hånden op fra bordet som en telefon
og sutter på pege- og langfinger
til de bliver til ler

hvis hun lukker øjnene, smager det næsten som latter

i krig og kærlighed [16:36]

hvad er den kærlige form af krig
ikke det dovendyr af en fred, nationen udstrækker mod mig
med rødt silkebånd om halsen og glaserede øjne
i hænder som smeltende smør

jeg vil tvangsfodres med alle verdens kasserede hjerter
og betjentene skal plukke tornene af alle supermarkedernes
rosenbuketter
lægge dem i skåle
og servere dem som min morgenmad

alt andet end at sove stille ind ved en kær vens side
under granitord
om fordragelighed

kom [16:10]

at elske et andet menneske
er som at forsøge at kalde en hund til mig
som jeg har glemt navnet på

venter tålmodigt [15:45]

lysavisen lyser ikke
programmøren læser lys
lysavisen er ikke en avis længere
lysavisen viser intet, når den ikke lyser
programmøren lyser ikke
papiravisen lyser som et program i natten
papiravisen er hvid for ikke at tage lyset til sig
som kornet på marken er lyst
som solsikker vender sig mod
foråret
den store programmør i himlen
et skift i glans
et skift i kode
brightness setting
lyssætninger
ord som flammende fakler i den salemske nat
hormonerne gør oprør mod dagen
og slæber natten med sig
som hunden slæber en særligt tung
søndagsudgave
og får lyset til at gå ud
i avisen
i programmøren

Der har været en teknisk fejl, den skulle nu være udrettet. Vi beklager eventuelle gener.

fredstid [15:26]

soldater falder som skæl ned ad bjergenes skuldre
og kronerne bøjer sig én for én
for havarerende luftskyts

mens du, min elskede, ligger i en lysning
med lukkede øjne og forestiller dig lyden af flyenes propeller
som den sagte brummen af en trofast arbejdende
computer

tastegave [15:14]

med et lille ufrivilligt fingerspjæt
tilføjer bankmedarbejderen
et ubevidst nul til en kundekonto

og det viser sig, at der er farvet papir nok i verden
til at kunden kan hæve fejlen
og tage hele sin uhæftede bog af sedler med til Ibiza
uden at nogen får følelsen af
at mangle noget

[14:55]

jeg mente det da jeg sagde
at du er velkommen
til at holde din ferie i mit hoved
pak alle dine neuroser og blødninger
og langtrukne skrig
du behøver ikke engang rydde op efter dig

jeg ønsker det, som munken ønsker at miste alt:
at blive evakueret
til et mere simpelt, mere kedeligt sted
og så komme hjem og indse
at nogen har spist en smule, bare lige akkurat lidt for meget
af min hjernegrød, mens jeg var væk

[14:51]

vi installerer fodscannere langs alle veje til Rom
så vi ved det, når nogen træder udenfor stregerne
og kan opsøge afvigerne én for én
for at give dem
ambivalente pandekys,
onde anelser
og splinternye sko fra Repetto

revolutionen vil komme fra ovnen [14:12]

kagen bobler stille som en nødtvungen jacuzzi
på ovnens tropeø
indtil den akkumulerede luft
udsender et hiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii hiii hii hi hihihhhh
som en måge eller en hyæne
eller hundrede andre dyrearter
der næsten lyder, som om de ler
mens de skriger ting til hinanden
der
sandsynligvis
ikke er sjove

landsby [13:28]

vinduer synker sammen som dårlige stykker plastikkirurgi
og efterlader tomrum som sorte, triste øjenlåg i karme

fugle pikker på glas:
giv lyd, giv lyd, giv lyd

folk banker med kosteskafte på vægge af cement:
hold kæft, hold kæft, hold kæft