hvis jeg nu tager en uniform på
og sætter mig ind i en tofarvet bil
vil du så love at bryde loven
så snart som muligt
så jeg kan køre dig ned
tage dig med på hospitalet
og bede lægen operere
lidt anstændighed ind i dig?

når man betragter solopgangen så langt nordpå
er den så gradvis, at den ikke så meget ligner
en opgang
som en gigantisk brændende smutsten
der slår dovne gnister hen over indlandsisen

jeg tabte en sten fra Amazonskoven
da jeg svingede pisken, og ti ivrige hunde
alle på samme tid forsøgte at rive sig fri
af deres læderkæder
så slæden rykkede fremad, og jeg måtte slippe
hvad jeg havde
for at følge med

den sten har ligget tæt på mit hjerte så længe
at den har suget min varme til sig
og så snart jeg var ordentligt fastklamret til slæden
mærkede jeg vinteren
snige sig ind i mig

alligevel tør jeg ikke tage tilbage
for at finde den

for hvad nu
hvis den ikke længere er der

som en fjord
der ligger i luften
stanken af salt og ferskvand i en uhellig blanding
anelserne om nøgne unge mennesker
der svømmer fra bred til bred om natten
sådan er du en lang, ujævn revne
i mit landskab

kærlighed er, når vi træffer den fælles beslutning
om til evig tid at stille os i vejen for hinanden
nogle gange med udstrakte arme, nogle gange blot
med et tomt blik
og en luft af vane sivende ud mellem vores læber

der vil altid være noget
der er længere væk end dig
og derfor kan sende mig mere bombastiske
ekkoer

et isbjerg, en lukket dør
der knaser og knirker og måske
endda brager
på en særligt kold dag

selv, når jeg lukker øjnene
kan jeg høre det fjerne
og ikke dig

hvis du vil holde min opmærksomhed
så må du ånde lidt højere

halv pris på emaljerede sjæle
i udslidte kroppe

tilbuddet gælder kun
indtil produktet rådner

herefter betales fuld pris + fuld bakterieværdi

vi kan stå
meter fra hinanden
og stadig svaje som grene i hinandens vindpiber
med raspende hoste til følge

vi kan stirre i timevis
på byer, der danner sig som horn langs hvirvelkernerne
under vores tynde ryghud

men hvor skal det føre os hen
hvis vi stadig kun har
hinandens selskab at søge

vi spyr ord som middelalderlige drager
officielt rovdyrsrasende på landskabet
uofficielt blot arrigt sørgmodige over
at vi aldrig har eksisteret

ud af flammernes blå kerner falder store stykker af smedejern
og jeg glemmer fabuleringerne for at sluge dem hele
og mærke dem smelte til lange slanger i mine tarme

når de kommer ud i den anden ende
vil jeg flette et tankegitter
og bære det som et sørgeslør
så ingen ser mit ansigt og finder ud af
at jeg faktisk ér

en rigtig drage

din tunge er en søpølse, der lukker sig om sig selv
i forsøget på at svømme ud af din mund
sammen med idéernes tankegopler

jeg forskanser mig i sengens bunker
med slik og æbler strøet ud over det uldne tæppe
som et eventyr med indbygget lytterforplejning
og hoster demonstrativt, når nogen går forbi

når jeg er alene, øver jeg mig
på at sige “jeg er forkølet” på den mest
forkølede måde
og se hele film for straks at glemme dem igen
det er vel begrænset, hvor godt
en betændt hukommelse fungerer

I, min familie
er mit alibi
gå ud og fortæl verden, at jeg p.t. intet kan gøre
ud over at ligge i sengen

dette år skal ingen sige at jeg ikke opfylder min årlige
sygdomskvote