det er så svært at kende forskel
på de planter, hvis kerner passerer gennem mit system
for så at vokse frem af min afføring
og de planter, hvis kerner knuses
og dør i min velmenende mave
karmasag nr. 1343
naturen v. mennesket
tiltalen lyder på gentagne blokeringer
af naturens fordøjelse
hajfosteret i sit æg
på størrelse med en stresskugle
limet fast til en højhushøj tangtråd
kaster sig af uvisse årsager
frem og tilbage
og vibrerer dermed akkurat nok til, at forskeren
opdager det og tager ægget i lommen
for at transportere det til et sted,
hvor det kan blive oplyst bagfra
af en glødelampe
så alle kan se
hvordan en hajsilhuet ser ud
når den ikke er på vej gennem det mudrede vand for at dræbe os alle
tag magten eller bliv udsat for magt
der er ingen gylden mellemvej
ingen nåde, der breder sig som arme hen over aftenhimlen
mens hjertet fluktuerer i brystet
i alle sollysets afbøjede farver
der er kun det faste greb om armen
og spørgsmålet
“hvad fanden bilder du dig egentlig ind?”
træerne er så uniforme, at man ikke kan se dem
står blot som en anden hær af SS-soldater
bag de mange
omkringstrejfende dyr
hvorfor insisterer naturen på al den nøgenhed
den rå bark på træerne, dyrenes rå kød
indpakket i et tyndt lag hud og pels
som latex og fjerboa
jeg kan ikke koncentrere mig, når verden insinuerer så voldsomt
jeg fælder vidner som brænde
med deres egne beviser
og gør mig til dommer over himmel og jord
blot ved at følge reglerne
med loven i hånd
og sten i fødderne
skal ingen sige, at jeg ikke gjorde mit
for at bygge et land
det akavede øjeblik
hvor ræven sniger sig ind på dig
og bider dig let i nakken for så at løbe væk
og du vender geværet mod den, men kan ikke få dig selv til at skyde
fordi dyret vel nu
teknisk set
har vundet jagten
alt er vel strengt taget en uniform
i nogle tilfælde skal man bare vente meget længe
før resten af hæren dukker op
sladderkongen åbner brevsprækken og skimter ud
men mødes kun af et par øjne
der kunne tolkes som tilhørende
en af hans egne journalister
han sukker og skriver sin daglige artikel
om sandsynligvis fremmede folk, der sandsynligvis overvåger ham
og sandsynligvis vil ham noget ondt
regnen marcherer i ujævne kolonner ned over byen
og de tidligt vågne, der passerer forsigtigt gennem gaderne
priser ukendte guder for
at vandet ikke er bomber
det er de færreste mennesker, der har set en politibetjent i aktion
de fleste af os ser kun uniformerede
skygger, der bevæger sig et sted
inde i en tofarvet bil
de, der har mødt politiet
fortæller om ens uniformer, der dækker uens kroppe
bløde øjne over sammenknebne munde
henvisninger til ordrer ovenfra
(ovenfra er måske et sted, måske en person)
og en hel oktav af stemmer
der alle som én siger
“Hvharjegodadingertillgenophenskaårkunndet?”
