det er, som om mine tanker er flammer
der slår sig op som en hidsig bølge
når jeg glemmer at kvæle dem med en simpel melodi
det er, som om mine hjerteslag øger deres beat på mine ribben
så snart jeg fokuserer på dem
og langsomt udvider årerne i min hals
til luftrøret klemmes sammen
det er også alt for varmt herinde
og trangt som i et hundehus
jeg forsøger at tænke på kødben
og at jeg snart bliver hentet

man bliver altid snart hentet

havde det stået til mig
så havde jeg aldrig ligget der
med hænderne viklet i håndjern som et lille stykke hegn
som jeg forgæves havde forsøgt at presse mig igennem
med klaverfingrene først

havde det stået til mig
var det hele frosset fast
i øjeblikket før jeg hævede fuckfingeren til hilsen
som automatisk respons på tanken
“gør ikke noget kriminelt, mens politibilen passerer”

det er da også et ubelejligt tidspunkt at opdage
at man har tourettes

bare fordi jeg går i stå
betyder det ikke at verden omkring mig gør
nej, den drejer som en plade om mit forgæves forsøg
på et hjem, en holdeplads
noget helt og aldeles uforanderligt
den skide verden
med sin skide musik
der kun bliver mere harmonisk og forførende
jo mere jeg nægter at løbe i dens riller

jeg har endnu aldrig været en hvileløs ånd
det kan vel komme tids nok, siger min far
og skuer langt ud gennem det smukke landskab,
der skjuler udsigten fra vores vindue
mens jeg pudser en gammel olielampe
og en gang imellem
når min far ikke kigger
prøver, om der er plads til min hånd indeni den
man ved jo aldrig
hvilket magisk vakuum der opstår
hvis bare man mestrer den helt rigtige grad af længsel

jeg stiller mig midt i en flod
og dasker vildt omkring mig
indtil jeg rammer en springende laks
og den falder ned i vandet og dør

spise den vil jeg dog ikke
der er vel grænser for
hvor tæt på sine rovdyrstendenser
man behøver komme

nu leder de efter dem igen
de tomme gange
de forladte lejligheder
og de affolkede parker, hvor man intet kan høre
andet end
træernes susen, fuglenes kvidren og sine egne fødder
der skraber mod græsset i udtrådte converse

i store horder skridter de frem
for at finde det øde sted
hvor man kan være fri for de skide turister
sidde på det varme sand i sine bermudashorts
og nyde sin mai tai
i fred

nu leder de efter mig igen
den lykkelige luder
for at sende mig hjem til Afrika
hvor kvinderne efter sigende
har så få rettigheder, at de må alting
men sjældent har pengene til at gøre det
eller måske er det journalister, der er på jagt igen
med lygter, råb på dette uforståelige danske
og frådende schæferhunde
der snuser sig gennem natten
efter de stoffer, de har fået for vane at søge
selv når de ikke får besked på det

jeg ved ikke hvad de vil
så jeg trykker mig bare som altid
ind mod muren
og forsøger at ligne en neger i et kosteskab

jeg råber efter de tomme gange
og skælder ud på klasseværelserne

det er ikke dig, jeg er vred på
det er tomheden efter dig
de ord, der ikke længere bliver sagt
fordi det ikke giver mening
at sige dem til ingen

jeg sætter mig til rette i en stol
hvis jeg venter længe nok, vil nogen nok stille sig op
foran tavlen
og holde det tiltrængte foredrag

når jeg skriger ad dig
er det ikke for at starte et skænderi
men blot for at nå
dit høje G-punkt

sig mig hvilken brummen, der skaber samme resultat
og jeg vil sænke stemmen med det samme

også for naboernes skyld

filosoffen trasker rastløst rundt gennem universitetets gange
og gentager for sig selv “hvad er meningen med det hele?”

den altid årvågne studievejleder
tager et fast greb i hans skjorte
rykker ham ind på sit kontor
og fortæller ham, hvad hans afhandling skal handle om

filosoffen sætter sidste sætning i sin afhandling
– ordene “hvad er meningen med det hele?” –
og sender den til bedømmelse

da han skal forsvare afhandlingen for censorerne
træder han op til podiet
og gentager den samme sætning i tyve minutter:
“hvad er meningen med det hele?”

hans tale, da han modtager Nobelprisen
er endnu mere sagte, næsten som sagt til sig selv,
gentagelser af sætningen
“hvad er meningen med det hele?”