som en kødædende plante om sit bytte
lukker det svulmende gallerirum sig
om den lille dreng
som en lille streng
slår han tonen an
en sirene af klage
ved at rammes af de tredive øjne
der følger ham som elastikker
som er han i midten af et spil kluddermutter
han har tabt på forhånd

resten af sit liv vil han kun gå ind i gallerier
hvis han ved, at han har tredive timer til overs
til at vikle sig løs

jeg kan ikke kroge for at jeg kroger mig som en indkroget krogkrog i kroen på en kroget krage der krager kra kra ad den krogede kone der koger suppe på kroge som indkrogede blæksprutter i kroge om egne krogtakler spektakler der skal sprises krå med kriv og gammelkrog krogkrog kraa kraa kraaaaaaaa

i årtier forsøger hun at gøre lyden til sin egen
hæst blæsende med savl dryppende fra mundstykket
som en vandhane, der er sprunget læk
indtil hun en dag lukker munden, presser sig ned
i sin tuba med fødderne først
og lægger sig til at sove som en alf
i en altid udslået blomst

mit hjerte banker på
   jeg banker på en
      et hjerte, der ligger som et
det er klappet som et sus gennem publikum, jeg åbner
   dør, en brystkasse som en skattekiste i kisten, hans hjerte
      hvilket som helst organ på bordet
blot for at forsvinde ind i endnu et kammer
   slår ikke længere, lysene slukket i huset
      lunkent og blodigt som hans kærlighed
en labyrint af lukkende døre
   et eller andet stille sivende ud af mine årer og ind i
      og drivende af mig som regnen, hans tag
tusind munde, der lukker sig omkring mig
   fedtlagre på baller og lår, alle de måltider
      ikke kunne beskytte mig mod, regnen der driver ind
når anmelderne tier stille
   han ikke længere vil ride af mig
      i mine øjne som en sorg, jeg ikke selv har undfanget
selv kritikken er død fra mig
   alle de vaner, han ikke længere vil forbedre
      hvordan får jeg mit hjerte til at banke
hvordan får jeg alle publikums hjerter til at
   hvordan holder jeg rytmen i gang
      i takt med det, der ikke
banke
   hvordan fastholder jeg
      længere
i takt?
   takten?
      slår?

mormor hænger spindelvæv op
og serverer blodsukker
mens far lægger mit horoskop
“du vil dø en gruopvækkende og tragisk død
og vi vil alle savne dig, som vi savner vores egne
forlængst fordømte sjæle”
og storebror holder mig nede og trækker mit ansigt
så tæt ind til kaminilden
at små vildfarne hår forsvinder i en hastig
og næsten usynligorange flamme

jeg glemte at tjekke kalenderen i morges
men jeg håber inderligt
at det er allerhelgensaften

kongen kaster lysblomster i gabet
som en fredstidens sabelsluger
en, to, tre går de ned
muldvarpe på vej mod mavens hule
der trækkes tilbage, så snart de har gravet sig halvvejs ned

det rasper i halsen, siger kongen, når han holder pause for at trække vejret
er det ikke ironisk
han smiler som en jæger stående over sit bytte

altimens dronningen kaster trætte sideblikke
og drikker sin the

man må ikke spise nuttede dyr
man må ikke spise mennesker
mennesker er en slags nuttede dyr
hvis man spiser nuttede dyr, er man ikke et menneske
hvis nuttede dyr spiser mennesker, er de ikke nuttede dyr
bortset fra kaniner
og hamstere
det er fysisk umuligt at tage hamstere alvorligt
man kan ikke sige hamster uden at smile lidt indeni
man kan ikke have medfølelse med nogen,
der er blevet ædt op af hamstere
hver gang man prøver, sætter latteren sig fast i halsen
som et låg på den boblende alvor i maven
en vrangvendt energiudladning
hvis nuttede dyr spiser nuttede dyr, er det ikke helt klart
om de så stadig er nuttede dyr
hvis mennesker spiser mennesker, er de lidt seje
det er den knivskarpe libido-version af nuttet
som tyren med sin bunny
men de er stadig ikke mennesker
og deres ofre ikke nuttede dyr
men hjerter, der holder op med at slå
som den pludselige mangel på vibrationer fra stresskuglen
der nu er en død hamster i min hånd

børn skal høres som en hvisken i krogene
knapt decifrerbar og aldrig til at knytte
til en fysisk form

ikke engang skyggerne af vores afkom ser vi
blot denne høflige snigen sig langs formørkede vægge
som var de aldrig kommet ud af vores kroppe
med skrig og blod

men opstået af vores henkastede tanker
en kedelig søndag pareftermiddag
og derefter umulige at genkalde sig

jeg tygger på min havskumspibe
og får fisk i skægget
en enkelt spræller sig hele vejen op i mit næsebor

nogle gange ville jeg ønske
at jeg ikke var en metafor

den Europæiske Reunion
er en befriende fest
ingen taletid, afstemning eller undersøgelse af fakta
bare en masse gamle mennesker
der råber i munden på hinanden
indtil de alle
én efter én
bryder ud i latter
og falder afslappet tilbage i deres polstrede stole

det her skulle vi have gjort fra starten
siger den russiske minister
mens han stavrer hjem med den spanske
der svarer med et afklaret smil