mit hjerte klapper ad alle mine præstationer
langsomt og sarkastisk
og sært rytmisk
som forsøger det konstant at sætte gang
i en salsa
Hjerteklap [12:29]
Svar
Tag-arkiv: alenekonstantskrift
Besøgsven [12:20]
jeg tror ikke på myten
om den lykkelige besøgsven
ingen kan holde ud at give sit hjerte til fremmede mennesker
der ikke engang kan huske én
næste gang man kommer på besøg
et venskab uden gensidighed, en simpel overdragelse
af besøgsvennens menneskelige ressourcer
til ensomme eksistenser
som ingen har fundet værd
at elske oprigtigt
jeg ønsker et samfund, hvor alle dør så forladt
som de fortjener
Lamelsvamp [11:58]
på skovbunden titter hundrede hoveder frem
af ét og samme rodnet
som de sammenvoksede fødder
i samlingspunktet af siamesiske hundredelinger
og i himlen hænger solen alene
med sine lameller af lys
Lennon [11:25]
Julian Lennon er et spøgelse af sin far
men ikke af sin mor
for hun er ikke berømt
er det mon sandt, at vi lever videre
i vores børns gener
eller lever vi kun videre, hvis verden ser vores ansigtstræk
duplikeret
i sine mange øjne
Musearm [10:40]
jeg har vinkearm og håndtagsalbue
bogknæ og asfaltfødder
tankerne slynger sig som elastikker i min hjerne
jeg lægger mig som en kludedukke på gulvet
og efter et par dage
har jeg træryg
jeg slår rødder og spirer grønt
og ud af småbitte kroner som rosenknopper
titter halvt formede skriveborde, stole og døre
min krop er en stadigt voksende
hukommelse
Blufærdighed [10:27]
jeg boller kun med fremmede folk
og holder mig for øjnene, når jeg kommer
uden at sige en lyd
det er min blufærdighed
jeg skammer mig ikke over mit hjerte, jeg vil bare gerne
have det
for mig selv
Nabo [10:23]
min nabos lejlighed
er en perfekt spejling
af min
når hun går til venstre, går jeg til højre
jeg vågner i koldsved om natten
efter drømme, hvor hendes lejlighed river sig løs fra bygningen
og efterlader mig
halv
START Juleaften [10:01]
Juleaften hænger som guirlander på min krop
dekorativ og malplaceret
som buddhisten, der sagde at mennesket bør stræbe mod
at blive et juletræ
med lige lange grene ud til alle sider
i total åndelig balance
sådan forsøger jeg at strække armene præcis lige langt ud
og undlade at spise de honninghjerter
du giver mig i hænderne
nydelse er at læne sig til den ene side
og dermed forsømme den anden
SLUT [15:00]
Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 5 timer ud fra Woodkids sang ‘Iron’.
Deep in the ocean, dead and cast away
Where innocence is burned in flames
A million miles from home, I’m walking ahead
I’m frozen to the bones, I am
A soldier on my own, I don’t know the way
I’m riding up the heights of shame
I’m waiting for the call, the hand on the chest
I’m ready for the fight and fate
The sound of iron shots is stuck in my head,
The thunder of the drums dictates
The rhythm of the falls, the number of deads
The rising of the horns ahead
From the dawn of time to the end of days
I will have to run away
I want to feel the pain and the bitter taste
Of the blood on my lips again
This deadly burst of snow is burning my hands,
I’m frozen to the bones, I am
A million mile from home, I’m walking away
I can’t remind your eyes, your face
[14:57]
jeg vender mine hulrum som et orgel mod himlen
og trækker ikke vejret ind igen
før jeg har skreget en bog
