at bygge er ligesom at flyve
et forsøg på at slippe væk fra jorden
at trodse tyngdekraften med indadvendte læber
foldet pande
og mursten på mursten som cirkusartister i sirlige formationer
de ikke selv kan se

din tyngdekraft har mistet sit ståsted.
utålmodig som et husdyr med udve

trækker den dig op ad væggene, klistrer dig til loftet,
jeg må holde alle vinduer lukket
og stoppe skorstenen til vi er ved at blive kvalt
i vores egen CO2
for ikke at miste dig som en bortfløjen undulat.

frihed er
når ingen griber dig
hvis du falder ud fra taget af en skyskraber. frihed er

når ingen rækker ud efter dig
om natten, når du netop er faldet i søvn
og begyndt at drømme
om mursten, der lægger sig ovenpå mursten
som af sig selv
uden din hjælp, udenfor dit
ansvarsområde
men alligevel, af uvisse grunde,
i dit navn. frihed er

når uret på din hånd
ikke angiver tiden, men blot drejer sine visere
roligt frem og tilbage
som overkroppen på en grædende mand
der sidder i en vuggende robåd
et sted lidt syd for stillehavet.

Language is a virus, og konstantskriften breder sig over det danske land. Thomas Boston har taget faklen op i dag: http://www.ukendt.com/ 

Jeg konstantskriver (i øvrigt urelateret til hr. Boston) i aften kl 20-jegikkegidermere.

Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 6 timer ud fra dette billede af Marina Abramovic og Ulay taget under deres performance ‘Rest Energy’.

lad mig hvile mit ansigt i din knytnæve
der findes ingen tryggere form for anonymitet 

på savannen undgår de modigste gazeller at blive ædt
ved at gå så tæt på løven
at deres relation ikke længere rimeligvis kan kaldes en rovdyr-byttedyr-situation

i krig er intet våben mere forvirrende end venskab

kan jeg fastholde dit blik i al evighed

jeg må være hesten der trækker dit læs med røven først
hvis jeg blinker, glemmer du at jeg er her
slår motoren til
og kører mig over 

for at se mig i øjnene
vender du siden til
mig og råber dit budskab ud
til publikummet, der strækker sig i lange rækker skråt op mod himlen
og jeg fanger bidder af dit ekko
og små trækninger
i de tomme ansigter

det er som når tidevandet ruller ind
og kærtegner mine sandslotte
som en lænkehund der ikke helt kan komme tæt nok på til at bide

du lægger dig i mine arme som en forsøgsdukke i langsom gengivelse
uden fingre og uden øjne, kun de mest overordnede former
lader du kollidere med min luftpose af en hud

din hånd på min er en ulykke der venter på at ske