Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i 4 timer ud fra dette billede af kunstneren Li Wei kaldet ’29 levels of freedom’.

jeg hænger mig i
bygningens
urs
gigantiske visere
det føles som at gribe fat om et øjeblik 

jeg hænger mig som en galionsfigur fra hjørnet af bygningen
hvis jeg vil det hårdt nok, begynder den at sejle 

og luderen nyder for huslejen
og butiksassistenten småsnakker
og psykologen indsamler sladder
hun ikke må dele med nogen

i fremtiden vil venskab være det eneste job der findes 

ligesom rockstjernen fester for huslejen
sådan drømmer kunstneren for huslejen
med åbne øjne og wirer
og måneders forberedelse 

vores venskab er den optiske illusion
der opstår, når du står langt væk og jeg står tæt på
og en helt tredje
tager et billede 

hvor længe kan jeg fastholde det pludselige
en snublen, et manglende hjerteslag

hvor langt kan jeg falde før det ikke længere virker sandsynligt
at jeg virkelig falder

måske er denne følelse jeg har
af konstant at glide gennem fingre der vil redde mig
passerende forbi tusind hænder fra etage til etage
ikke min snarlige død
men blot et enkelt par arme, der længselsfuldt resignerer
sig ind i min blinde, forpustede
fletten fingre

hvorfor alle disse arme
der strækker sig ud mod mig i søvne
og dækker mig med fremtidens støvede fingeraftryk
og lange, uendeligt tynde streger af sved og talg
som efter halvt udtørrede snegle

hvorfor denne automatiske spænden op
i mine fingermuskler, når varmen fra en andens hånd
vikler sig ind i mit ømme
og til oprindelighed grænsende blege
fletværk af hud

henvendende ansigter
som strømmer smil imod mig
jeg kan ikke give jer andet end det yderste af mine kræfter
og stivnet, utroværdigt
chok 

tågen i aften får bilernes forlygters lys
til at flosse og opløses i kanterne, så man ikke længere
kan se hvor de vil hen

og trafiklysene udvider sig
fremefter i en lige linje
ikke længere tallerkener af rød, gul, grøn
nu lommelygter, der strækker sig ud mod den modgående trafik

måske farverne i alle Københavns vejkryds
vil rive sig løs i løbet af natten

og erstattes af sovende biler

kan man blive suget baglæns ind i skæbnen
som ind i et eventyruhyres
gab
eller trukket afsted som en hund bundet til en kørende bil
er skæbnen den kvinde, der tager min hånd og blidt
fører mig til den nærmeste fest
for derefter at slippe mig uden at se tilbage
eller kunne skæbnen være noget så simpelt
som hvor mit næste skridt lander
når vinden som en epileptisk faldskærm
sparker til mit ben?