du er et åbent sår i min kalender
en plan, jeg ikke indså at jeg havde før den blev aflyst
dit venskab er en fantomarm, der ligger umærkeligt i den fysiske arm
og venter på amputationen, der lader den træde frem

enhver der har sprunget i faldskærm
ved, at der ikke så meget er tale om et spring
som en forskrækket snublen ud af flyet
når hopmesteren pludselig skriger “HOP!”

kun flugtinstinktet overtrumfer sikkerhedsinstinktet
så enhver ekstremsport må planlægges
som en nøje orkestreret serie af chok

i øjeblikket efter dine fødder har mistet flyet
er alt kaos.
så river faldskærmen dig opad
og du hænger fredeligt og lydløst i en lomme i faldets tid

dette er udspringets bedste øjeblik:
efter chokket har lagt sig
men før du skal begynde at tænke
over, hvilken serie af ryk i højre og venstre rem
der vil føre til, at du som en magnetisk fjer daler ned
og rammer plet
i det store kryds på jorden

jeg har ladet min pistol med sommerfugle
fordi jeg ikke ønsker at slå ihjel
jeg elsker bare min pistol for højt

jeg tager hårdt fat om den for at mærke at den er min
og så klikker aftrækkeren

kuglen folder sig ud og flakser rundt
indtil den lander på din skjortes brystlomme

en smule nektar glider ud fra din mundvig

jeg krøller mine tæer sammen og vender dem ind mod hinanden
som kan du stjæle mine skridt, hvis jeg blotter mit grundlag

du går i cirkler omkring mig
men du kan ikke røre mig, så længe
jeg har krydset
der peger forbi dig

når jeg siger, at du forsvinder som vand gennem mine fingre
er det så, fordi du er svær at holde fast i
eller fordi du er nem at miste?

opfostr ravne, og de vil prikke dine øjne ud
de vil gøre det om natten, så dit slettede syn spredes
ud over din hovedpude i månelyset
i en grød af tegn
for kys, knus og brætspil

i et kryds er det så nemt at blive besat
af at stemme overens med eksaksen
jeg krydser benene, så mine tæer møder hæle
og kurvede fødder bliver til idéer om pegende streger

geometri er en slags simpelthedens sindssyge
kortlægningens narkomani

og frelse er en form for geometri.

Nu ser jeg verden gennem udrettede hjernevindinger. Halleluja!

nirvana er den dans, der opstår
når jeg hopper forsigtigt rundt mellem krydser
i et landskab, hvor der ikke er nogen forskel
på en begravet skat og en landmine

jeg har skrevet ROM i mine håndflader
så byen altid ligger i mit greb
og møder hinanden som to hære, der ikke indser at de har alt til fælles
når jeg klapper eller beder inderligt om noget

(kan et navn være stigmata
blækblødende påmindelser om definition
eller er det bare min metode til at snyde i religion?)

jeg tegner et kryds på jorden og stiller mig i skæringspunktet
som en høne, der prøver at hypnotisere sig selv
nu står jeg måske ovenpå en skat
eller befinder mig i verdens centrum

jeg strækker armene ud til siderne
og bliver et vejskilt

et lille menneske rejste
med postsække slænget over skuldrene som amputerede pukler
fra kasse til kasse, og på et punkt mellem
den ene hule sten som et kæmpemæssigt foldet stykke pap
og den næste
satte mennesket pludselig postsækkene ned
og så sig omkring