du åbner din favn som nærende muld
og jeg graver mig ind i den som en muldvarp
blind og veltilpasset
med store udadvendte hænder
så jeg kan skubbe dig en smule til side
og smugkigge ud på den verden, jeg først da indser
at jeg ikke længere kan se

(gamle vaner dør hårdt)

selv de døde har en husleje

men det er gratis at grave sin egen grav
et hul et tilfældigt sted i landskabet, så dybt
at du ikke kan komme op af det igen

der er selvfølgelig risikoen for
at du bliver fisket op og deponeret et andet sted
og dine nærmeste får regningen med posten
med et lille klistermærke med teksten “vi kondolerer”
og en kondor
udenpå kuverten

men mon ikke den risiko er ret lille
for hvem er ikke doven nok
til bare at hælde jorden tilbage i et hul
der udgør løsningen på sit eget problem?

jeg tegner en kridtcirkel omkring mig
så lille, at jeg har vokset mig ud af den
før den overhovedet eksisterede
og så tegner jeg flere
koncentriske
cirkler, indtil jeg bliver bange for at snuble ud
af den første grænse i forsøget på at tegne det sidste omrids

dette mit voodoofelt
er en slags målskive
et bryst, jeg ikke behøver patte på
fordi jeg står fast i tyrens vrede øje

jeg kysser mine små fødder
og forsøger at amme mig selv
men ligegyldig hvor hårdt jeg prøver
er mit hoved bundet fast som en hund i en lænke
til rygmuskler, der ikke er lange nok

alle veje fører væk fra MOR

jeg begynder at vikle bandager om mine hænder
længe før de bliver skadet
og slår knoerne ind i væggen, til det holder op med at gøre ondt.
hvis jeg planlægger tragedie, kan intet ødelægge mit liv.

jeg vil ikke slå dig ihjel.
kun dele af dig vil jeg nedbryde, så det der er tilbage kan vokse
eller undgå den kugle, der ellers ville have ramt kød
og lagret sig i dig som det evige ømme punkt
smerten, der er harmløs i sig selv
men slår dig ihjel, når nogens velmente kærtegn får dig til at snuble ud på kørebanen.

det er udmattende, så nøje jeg må
afbalancere mine lussinger
så de er stærke nok til at fremkalde vrede, men ikke had.
du skal have tænder skarpe nok til at rive gennem mit kød
men ikke så skarpe, at du bider dit eget gab i stykker.

jeg tilbringer mine nætter med at fundere over
om du nogensinde vil se tilbage på min snerren som et kærtegn.

dagene går med at smadre hovedet ind i spejlet
og fantasere om den dag, hvor du besejrer mig
og jeg endelig har nået mit mål.

det er ikke dit slag, der får min næse til at bløde,
men min mangel på en rustning

jeg tager det fulde ansvar
for mit skævtandede, øretæveindbydende ansigt
og min påfaldende mangel på fysisk styrke
jeg tager ansvaret for, at jeg ikke har lært en kampsport at nedlægge dig med
men i stedet tilbragt mine dage med at skrive lister over måder, jeg kunne undgå dig på

jeg tager det fulde ansvar
fordi det i så fald stadig er mig
der har magten

er knytnæveslaget altid den nødvendige afslutning
på en god vittighed?
kan jeg forestille mig det gutterale grin uden en mavepumper?

jeg er bokseren, der kun tæver dig for at smadre og genopbygge mine knoer.
det er ikke en hvid løgn, at det gør mere ondt på mig
end det gør på dig,
men det ér en rent fysisk beskrivelse. boksere har ikke sind,
kun intentioner,
og intentioner skal omsættes til handling så hurtigt som muligt.

jeg fjerner mine handsker for at skåne dit ansigt.
når du græder af smerte, lyder det næsten som latter.

jeg banker panden ind i mit spejlbillede,
det føles som at skyde til måls efter mine tanker.

splinterne af reflekteret omverden sætter sig i hud og hår.

haha,
nu kan du ikke se på mig
uden samtidig at se
dit eget ansigt gå i stykker.

min pande er en streg af størknet blod
som har jeg ridset huden af for at undgå,
at du kan markere mig som løgner med et simpelt stykke kul.

mine snitsår er en vits, som indebærer sin egen latter,
men som endnu ikke har fundet
sit knytnæveslag.

måske er det rigtigt, at dine varme fingre
blot er ti afstøbninger af en form, der ikke findes
og at det ikke giver mere mening at græde, når du trækker dem væk
end at græde over tabet af dejen, når den skæres i stykker
og bages på rad og række til små, porøse
reagensglasorganer

jeg vasker hajens himmelvendte gab af min hånd

nu fører alle veje til ro