jeg brænder papirstykker af
bare for at se dem vride sig
i den kemiske reaktions beroligende varmedans
det hyggeligste i verden
er at se en ting
holde op med at være en ting
det øjeblik, jeg elsker mest,
er når de sidste lysende strenge
har gået deres gang gennem den sortgrå masse
og papiret, blot et øjeblik,
mens det falder sammen til sin sidste
skitseagtige form,
ligner noget dødt,
der engang var levende
du siger fremtidsplaner
jeg siger origami
det kræver kun syv folder at gøre en frokostaftale til en svane
der glider bort på bordets rolige
overfladespænding
hvis du udskriver et bål
så rør ikke ved det, før blækket er brændt tørt
siger jeg på tegnsprog
med mine sodede hænder
hvis du brænder dit skattekort
bare for at klappe dets munde sammen
og se det ryge sig selv som en smøg
så husk at slippe papiret, før dets varme
handsker sig ind over din hånd
tab din ild i et askebæger
ilden, ikke dine hænder
skal folde papiret til en sten
Jeg konstantskriver på denne blog i dag kl. 14-20.
Her ender dagens konstantskrift. Jeg skrev i ca. 8 timer (ekskl. pause) ud fra Laurie Andersons sang “It’s not the bullet that kills you (it’s the hole)”.
I used to use myself as a target
I used myself as a goal
I was digging myself so much, I was digging me so much
I dug myself right into a hole
Now in a hole it’s so dark you can’t see a thing
it’s easy to lose sight of your goal
it’s not the bullet, not the bullet that kills you
it’s the hole, it’s the hole, it’s the hole
Like a ventriloquist, I’ve been throwing my voice
long distance is the story of my life
and in the words of the artist Joseph Boyce
if you get cut, you better bandage the knife
Like a hole, like a black hole in space
you disappeared and there’s nothing to take your place
and I’m sweating and freezing in this Jamaican sea breeze
I remember you in my knees
I really feel like falling
It’s not gravity that’s getting me down
that’s giving me those down and out lowdown blues
it’s not the rain that’s getting me wet
it’s the holes, the holes in my shoes
jeg tegner en kridtcirkel omkring mig selv
det ser ud som om
jeg er blevet smeltet til døde af dit mikrobølgesmil
og så er genopstået af grøden som en sommerfugl af en puppe
du holder mit hår med den ene hånd
og stikker den anden ned i toiletkummen
for at kunne gribe mit hjerte, når jeg kaster det op
jeg ved ikke om du er min ven eller fjende
hvis du stopper det tilbage i min hals
der er to former for venskab:
“jeg ved hvad du mener”
og “det havde jeg aldrig tænkt på før”
vælg din præference omhyggeligt
når jeg først har sat mig fast i det ene perspektiv, slår jeg rødder
og vil glide længere og længere ned i den bløde muld
til kun overkroppen titter op med korte arme, ude af stand
til at nå det andet
jeg har svært ved at holde fast
i ideen om at være en fysisk ting i et socialt rum
jeg er nødt til at lade andre fortælle mig
hvilke retoriske kneb jeg har bundet om livet
og jeg studerer mig selv i spejlet så længe
at jeg glemmer, om ansigtet der ser tilbage på mig
engang tilhørte ansigtsgenren
eller altid har været dette flade sæt kurver, linier
og udtværede blyantsafskrabninger
hvor skyggerne skal forestille at falde
jeg skærer huller i mine skosåler
for at kunne mærke græsset uden at skulle stå på jorden
det er en menneskelig fejl
at glemme at tage fødderne ud først
hold op med at se sådan på mig med dine brandyglasøjne
