DET HELE ER KROPPENS SKYLD

Det hele er kroppens skyld

Jeg var alt for tynd
Det var ikke pænt
Mine kinder fandtes ikke
Min glæde fandtes ikke
Kun mine tænder fandtes i rimelig størrelse:

Jeg trækker en tråd
gennem hullet
mellem mine tænder.
Tandkødet bløder, jeg kaster op.
Så skyller jeg munden (med vand/jod) og trækker videre.
Så blev man ren, så blev man renset
Så blev man udhult, hul.

Jeg var alt for tynd
Det var ikke pænt
Mine kinder fandtes ikke
Min glæde fandtes ikke
Kun mine tænder fandtes i rimelig størrelse:

Jeg trækker en tråd
gennem hullet
mellem mine tænder.
Tandkødet bløder, jeg kaster op.
Så skyller jeg munden (med vand/jod) og trækker videre.
Så blev man ren, så blev man renset
Så blev man udhult, hul.

Nu bliver det hele så stille, at man hører, det man ser
/at man kun kan høre det man også kan se,
så bliver man (sådan), tændt dom et dyr.
Så bliver man fyr og flamme og kugler og kanoner(og krudt).
Så bliver man udsat, så bliver man hjemsat.
Så bliver man udsat for lydene.
Så bliver man rosa og gammel.
Så bliver man kun en kærkommen afbrydelse.
Så blev man tabt, så blev man fundet.
Så blev man (til) i hele taget.
Sådan blev man generelt.
Så blev man gennemsigtig(gjort), så blev man elsket.
Så blev man/noget spildt, og tørret op med sig/een selv.
Så blev man vredet som en klud. Så blev armen vredet om på een.
Så blev det sommer, så blev det vinter. Så blev der stille.

Så var der mor med bare bryster, i heden, ved morgenbordet.
Så var der løverne og de døde fugle, så var der tandkrus og proteser, også kjoler syet af gammelt gardin, så var der eventyr, så var der solbad, så var der fregnede ben og blå øjne, solcreme i store kager, en hånd der sidder fast på ryggen i alt fedtet.
Så var der saltvand og skum som små oppustelige dyr (ovenpå det hele), så var der sokker og sandaler i vandkanten og sand mellem ballerne.
Så var der småsten i kussen,
der skar sig ind som krystaller i huden.
Så var der vådeskud og rovmord,
så var der paradis-is og cykelstænger.
Så var der tyveri, bilbrand, rovmord.
Så var der gamle smykker smidt i flod, (over bord),
så var der en samling af ord.

Når nogen sagde noget, kunne hele verden bryde sammen som en gammel bygning.

Så er man et lille stykke sæbe, der langsomt opløses i vandet. Så er man rosenknopper og tun, blanke tun, der spjætter og vender sig i vandet, blåt, et rødt kronblad der lægger sig på overfladen.

Så er man intet, så er man alt. 

OG SÅ
kunne det også være interessant at læse et digt
om hvordan det fungerer
ikke at bryde sig om børn.
For det har jeg aldrig prøvet.
Manner, det gad jeg godt at læse.

   Nogen, der kender noget?

Og SÅ vil jeg gerne vide
hvem der tog mine bryster
i hænderne
på Frederiksberg Allé
på cykel
og måske troede det var et æble
eller en citron, der skulle presses

Du er for dum,
hvis du tror
det er sådan man gør

Først troede jeg,
det var en død fugl.
Døde fugle var man jo vandt til.
Jeg nærmede mig for at se efter
men så var det bare det helt forkerte dyr.
Så var det ikke et rigtigt dyr,
så var det en lang rygsøjle
med et kaninhoved på
med døde øjne og fortænderne blottet i et dumt udtryk,
så var jeg nødt til at skrige og løbe ind,
så havde ræven myrdet nabodrengens kanin,
så var det sket i vores have,
så blev det grønne stænket med rødt,
så var det det helt forkerte dyr
der lå i vores bellis