Når nogen sagde noget, kunne hele verden bryde sammen som en gammel bygning.

Så er man et lille stykke sæbe, der langsomt opløses i vandet. Så er man rosenknopper og tun, blanke tun, der spjætter og vender sig i vandet, blåt, et rødt kronblad der lægger sig på overfladen.

Så er man intet, så er man alt.