Vi er på besøg hos farmor, hele familien er på besøg hos farmor
og min bror og jeg er voksne, men tager hinanden i hænderne alligevel,
for hey! vi er vel ved vandet,
3-1-1
og så hopper vi over de bredde pytter
så ler vi uforløst
så spæner vi hen over klitterne
The end is the end
Himlen har aldrig den farve i virkeligheden.
Eller har himlen aldrig den farve i virkeligheden?
Har man en bestemt farve eller en bestemt farve?
Desværre er mammutterne døde
Desværre holder min kjole, i virkeligheden, slet ikke hele evolutionens udvikling i billeder
Desværre kan man ikke bare møde en en-celler organisme
F.eks. mens man går og køber ind i Rema
Desværre er kæmpeblæksprutten også ret sjælden
og der er slet ingen Rema i de syv have.
Der er ikke nogen julemand,
han er ikke konge af hverken havet eller landjorden,
fiskene har ikke ben mere
og roserne er sjældent så buttede
Tror du selv at foden af min kjole er skrift på et bygningsværk, fx en retsbygning?
Nej, så tænkt dig om en anden gang, ikke?
Du fortæller mig at 40 er nok, siger du,
tænkt på det som den alder ingen vil have.
Nu er det jo et digt, skat.
Der er vel ingen øvre grænse for, hvor mange digte
folk vil have?
Det er lidt ligesom en kæmpe isvaffel, siger du.
er kun dig, der er åndssvag nok til kun at ville fylde den med blåbæris.
Morfar plejede at løbe rundt i haven i kolonihaven
med mig på ryggen
Jeg forestillede mig, at det var præcis sådan, det måtte være, at ride på en rigtig hest
Morfar kom ind, da mormor og jeg var i skumbad
og var fjollet og lagde små plastikkopper og dyr og legetøj på mormors bryster
Morfar røg pibe og derfor syede jeg en rigtig læderpung til ham med grønne lædersnore, en gang til jul
Morfar fik kræft i halsen, og spyttede og hostede og hakkede,
og forsøgte at forklare mig, hvorfor han mistede stemmen,
og det vidste jeg jo udemærket godt
og jeg var egentlig ret sur på ham
fordi han forsøgte at forklare mig,
hvad jeg udemærket viste
og fordi han tog livet af sig,
selvom min mor havde forsøgt at bilde sig ind
at ikke alle døde af kræft
og han kunne være her mange år endnu
Jeg troede ikke på det
og endda, da vi kom hjem fra sydfrankrig
ringede telefonen
Vi flytter festen til farmor og farfars hus
hvor folk kommer og går
og skiftes til at sige farvel
En ven kan ikke kende forskel på min far og min onkel i voksne udgaver
Farfar taler i vildelse, øjnene kan ikke fokusere
Da hjemmeplejerne kommer ind, råber han
Kom! Kom og red mig!
De ord trævler mig op indefra som et knivsæg, og jeg får lov til at made ham
Jeg bliver og sover med farmor
i farfars side af sengen
farfar ligger i hospitalssengen i stuen og dør
Kl. 04.00 vækker far os og fortæller det
’det ligner, at hun tror, hun smager af ananas,
at hun lige har fået det at vide’,
det har jeg skrevet
som de to sidste linjer
i en suite,
det er en række Fashion Stills (1-6),
og jeg bevæger mig igennem billederne
på en meget saglig måde:
jeg holder igen
jeg stækker mine metaforer
jeg prøver at være helt kold i røven over for farverne og glitteret,
det er kun ananas-billedet
hvor jeg skejer en smule ud,
her er de seks førstelinjer fra suiten:
’Hun keder sig sådan’
’og sidder ned nu.’
’nu i American Apparel’
’Ringen i næsen’
’Hjørnet af en gammel Datsun’
’Der står ’83’ på hendes t-shirt’
Jeg er 12 år
og i gang med mit livs første tantrum
Min farfar skal dø
og jeg må ikke være der
Min far tager frakke på
og siger først, hvad han skal, da jeg spørger
Han har ikke tænkt sig, at jeg skal med
Det er min farfar, så jeg skal bestemt med!
Og jeg hyler og skriger
for én ting er, at han skal dø dér
på et klamt hospital, af kræft, for tidligt, for uretfærdigt
noget andet er, at jeg bliver holdt væk
som en bidsk hund
skånet som et barn,
jeg har ikke bedt om nogen af delene!
Jeg får lov at komme med
og bliver forklaret i bilen,
at farfar måske ser lidt anderledes ud
og at det måske kan føles uhyggeligt
og at jeg gerne må sige til ham, at jeg holder af ham
og at jeg også gerne må lade være
Inde på hospitalet er det farfar, der græder
og siger
“det er ikke noget at slæbe et barn med til”
og det er vist, fordi jeg græder og
“Amourose, hun sidder bare og græder”
“og ja, hun er ked af, du har det skidt”
og på et tidspunkt går far
og jeg er alene med farfar
og siger det der med, at jeg holder af ham,
det føler jeg, jeg skal
og han åbner øjnene og kigger på mig
Hvordan det fungerer
IKKE at bryde sig om børn,
spørger du?
Tja.
Man kigger på dem og
tænker og føler
ikke noget.
Og så hvis de skriger eller lugter
er det nederen.
Jeg tror ikke man kan mærke
fraværet af like.
(I hvert fald ikke udenfor facebook.)
