Barndomsdigt 38. Døden II. “15.49″

Vi flytter festen til farmor og farfars hus
hvor folk kommer og går
og skiftes til at sige farvel

En ven kan ikke kende forskel på min far og min onkel i voksne udgaver

Farfar taler i vildelse, øjnene kan ikke fokusere

Da hjemmeplejerne kommer ind, råber han
Kom! Kom og red mig!
De ord trævler mig op indefra som et knivsæg, og jeg får lov til at made ham

Jeg bliver og sover med farmor
i farfars side af sengen
farfar ligger i hospitalssengen i stuen og dør
Kl. 04.00 vækker far os og fortæller det

Skriv et svar