Jeg er 12 år
og i gang med mit livs første tantrum
Min farfar skal dø
og jeg må ikke være der
Min far tager frakke på
og siger først, hvad han skal, da jeg spørger
Han har ikke tænkt sig, at jeg skal med

Det er min farfar, så jeg skal bestemt med!
Og jeg hyler og skriger
for én ting er, at han skal dø dér
på et klamt hospital, af kræft, for tidligt, for uretfærdigt
noget andet er, at jeg bliver holdt væk
som en bidsk hund
skånet som et barn,
jeg har ikke bedt om nogen af delene!

Jeg får lov at komme med
og bliver forklaret i bilen,
at farfar måske ser lidt anderledes ud
og at det måske kan føles uhyggeligt
og at jeg gerne må sige til ham, at jeg holder af ham
og at jeg også gerne må lade være

Inde på hospitalet er det farfar, der græder
og siger
“det er ikke noget at slæbe et barn med til”
og det er vist, fordi jeg græder og
“Amourose, hun sidder bare og græder”
“og ja, hun er ked af, du har det skidt”
og på et tidspunkt går far
og jeg er alene med farfar
og siger det der med, at jeg holder af ham,
det føler jeg, jeg skal
og han åbner øjnene og kigger på mig