Man kunne argumentere for at det bare er en metafor
Men hvornår har en metafor sidst bare været en metafor
Du bor i en metafor
En krystalliseret rammefortælling
Et drivhus med indlagte solstråler

Freud ler og menneskeheden ser sig selv
forsvinde i hans smilehuller.

Min penge er røde

min hænder er røde

når jeg vasker mine

indre organer bliver

havnen også rød

jeg er blot en bakteriekoloni,
der leder efter sine indvolde

hvis du ikke har nogen petriskåle, du kan undvære, så sæt
dig ned og leg Gud med mig
for en stund, så jeg føler at jeg lever

et hvilket som helst stykke stamcelleforskning
modtages med kildrende kyshånd

tårerne løber som hugtænder ned fra den unge mands mundvige
og tegner bugtalerdukkestreger af mascara
mens vinden blæser hans hår op i elektrisk orgasme
og husets døre smækker
omkring ham

det hele handler om, hvilket øjeblik man vælger
til at lægge sine øjne
på et menneske
hvilke klædestykker, der netop da er smidt
og hvilke organer, der drejer sig som uforløste
forfædre i bugens grav
indtil aftensmaden er fortæret

tør kinderne med ren alkohol
og streng din bue
med de fire toner fra en violin
terrassen er fri
og ubevogtet som altid

ingen kan bugtale for manden, der skyder
til måls, som andre spiller en symfoni

Jeg lever med min dødelighed
hver eneste dag

Han bor i et skab
han bærer sin distræthed
som en orden på brystet

gud ved hvilken dronning
der i sin tid satte den der
om hendes hus overhovedet
stadig står

Mennesket er en nervøs bølge
der leder efter en kyst
at slå sig selv ihjel på

Generalsekretærens datter aner ikke
hvad hun skal stille op med sig selv

Generalsekretærens datter er taget
med til mødet på hotellet i bunden af Burj Khalifa
fordi hun ikke har noget at give sig til
denne sommer

Generalsekretærens datter er træt
efter den lange rejse på første klasse

Generalsekretærens datter er træt
af at studere antropologi

Generalsekretærens datter har middelhavsorange lår
som en astronaut der har overlevet på Tang og tubemad i årevis

Generalsekretærens datter holder strøm som en gammel Nokia

Generalsekretærens datter kan ikke gøre for at hun er generalsekretærens datter
Generalsekretærens datter regner på antallet af børn hun kunne havde fået siden sin første menstruation.

Hun tænker på hvad
hun tænker på når
hun tænker på sin hjerne

Generalsekretærens datter tænker meget på sig selv
i tredje person

skriget som korset
indsnøret
og gavepakket i hudens sindrige ridssystem
hvor mange skrig går der på en pinefuld død, hvor mange langtrukne ar
på en rasende kat
eller en tjørnebusk, der brænder som gammeltestamentlig tugtelse
langs de begravede vener

hvis jeg skal dø, vil jeg dø som det fluorescerende fyrværkeri
som nogle arter af krebsdyr spyr ud bag sig
for at underholde rovdyret
fem sekunder før de
alligevel bliver ædt

Grundlæggende tænker vi skriget forkert
det er ikke et bevidst forsøg på kommunikation
det er kropskerne, mellemgulv og bugstøtte
der klemmer lungerne sammen som
metalliske tandpastatuber
fra under den kolde krig

Som strukturelle svagheder
løber forkastningerne fra Big Bang
stadig gennem universet

Som gadelygter bryder
diamanterne i stille brand
på skibets dæk

Som ufuldstændige manøvrer
sejler alting ind i sig selv
og synker sit sølvtøj

som brusetabletter i svælget
er intet heromkring
værd at bjærge