Du skal ikke tale til mig
mens hendes penge stadig
hænger i din hofteholder

du er en bærepose
for en fremmed kvinde
indtil det modsatte
er bevist

jorden er giftig
af boaslanger med gabene endnu sikkert låst fast
i deres sokler
og bevæger sig i søvnige, opadgående
spiraler på det store banklokales
loftspejlende gulv

når de røde tal på tavlen
skifter, bevæger køen sig langsomt, slingrende
og yderst forsigtigt
fremad mod den kasse,
der tilfældigvis står nærmest

ingen har noget imod at vente lidt ekstra tid,
hvis det ikke netop nu er dén kasse, der er ledig

Vi kunne danse
danse direkte
ind i ilden
når den kommer
for den kommer
selvom den endnu
er skjult bag jordens
krumning får den
allerede skyerne til at rødme

På direktørens kontor
vakler busten af Nixon
på sin søjle
uden at ramle

I udrykningslyset ved indgangen
jager statuernes egenskygger
hinanden som en industriel equalizer

At tænke sig til jordskælv
som en form
for kuldegysning eller
en endnu ueksploderet
mine under mellemøstlig asfalt
buketter af kul
vi lader dem stå et øjeblik
som slør i rattet
en kæberasler
et vejbump
der ophæver kontrakten
med den indre erfaring

som søslag forplanter sig
til havets indvolde
får en sygdom
i solen
lyset til at gå
på jorden

som græsstrå
blackouter
systemernes rødder

whiteouter
et deprivationskammer
og giver sig
til at gabe
ektoplasma

nær din fødeby
fordobler lobbyister
laboratoriemusens
forventede levealder
igen

du stiger ud
med kabler i hænderne
hjortens kredsløb
kobles til bilens batteri
det giver et sæt

de vagtsomme duer på naboens tungt armerede altan
stikker deres let epileptiske
hoveder ind mellem piggene og nipper
til den dyrebare karse

ingen har endnu fundet ud af,
hvorfor netop dette øjeblik
er så vigtigt

I direkte modstrid mod garantien
splintrer de splintfrie ruder
under gasgranatens tryk

Kærligheden

Kunderne fanges
i krydsild foran banken

Kærligheden er

Mundingsilden illuminerer
røgen indefra
guddommeligt
som gammaglimt
fra døende stjerner

Kærligheden er ikke

Efter slaget ligger vagten
på et leje af våde sten
og ånder ud til synet
af dugfriske skabelsesberetninger
umulige forbindelser
mellem hjernemasse
bankmarmor og tåregas

Kærligheden er ikke umulig

SOLEN ER SÅ RØD, MOR
SÅ BLIVER JORDEN RØD, MOR
DU ER RØD SOM DET BLOD, DER BANKER I MINE ÅRER ER RØDT, MOR
HELE VERDEN ER DØD, MOR
DØD SOM EN FISK, DER SYNKER NED MOD BUNDEN
AF DET BLÅ, BLÅ HAV

Den lille død er en gigantisk død
et blodbad af episke proportioner
hvis vi altså tænker blod som andet og mere end de røde blodlegemer
der til tider forvilder sig ud af vores årer
hvis alle døde kroppe altså tæller som døde kroppe.

Men pastor, har vi tilstrækkeligt med empati stående i verdensbanken
til at følelsesføde
så mange sjæle?

Lad os alle tælle:

Én medfølelse,
To medfølelser,
En tsunami af følelser som et blodhav, der drukner os alle.

Efter en særligt vellykket halvtreds års fødselsdag
bliver generalens kone
besat af at sætte døre op
alle de steder, folk ofte passerer igennem

Først koncentrerer hun sig blot om skillelinjer
grænsen til Canada dekoreres f.eks. med rækker
af døre som borgerkrigens britiske soldater
der blot stod skulder mod skulder og ventede
på at lade sig skyde

Senere begynder hun at få sat døre hen over tilfældige
punkter på motorveje
og på altaner, i tilfælde af
at en livstræt beboer beslutter sig for at passere
ind i evigheden
selv en ensom død bør have sit ritual, som hun siger

Til sidst dækker hun blot alle landets veje
med tunneler, der indeholder
tusindvis af opslåede døre som falske nødudgange langs væggene
med risiko for desperat ironi
hvis nogen en dag vitterligt får brug
for at slippe hurtigt ud