Generalsekretærens datter aner ikke
hvad hun skal stille op med sig selv
Generalsekretærens datter er taget
med til mødet på hotellet i bunden af Burj Khalifa
fordi hun ikke har noget at give sig til
denne sommer
Generalsekretærens datter er træt
efter den lange rejse på første klasse
Generalsekretærens datter er træt
af at studere antropologi
Generalsekretærens datter har middelhavsorange lår
som en astronaut der har overlevet på Tang og tubemad i årevis
Generalsekretærens datter holder strøm som en gammel Nokia
Generalsekretærens datter kan ikke gøre for at hun er generalsekretærens datter
Generalsekretærens datter regner på antallet af børn hun kunne havde fået siden sin første menstruation.
Hun tænker på hvad
hun tænker på når
hun tænker på sin hjerne
Generalsekretærens datter tænker meget på sig selv
i tredje person